Der er travlhed på trappen og trængsel ved døren. Her der det tjener Sanne Hauge på vej opad. Foto: Liv Høybye

Anmeldelse af Restaurant ET

Af Tage Clausen13-03-2012

Det er solidt, fransk og veltillavet hos restaurant ET på Åboulevarden.

Åboulevarden 7
8000Aarhus C
Tlf. 86138800

Køkkentype:
Restaurant med fransk køkken.

Åbningstider:
Mandag til lørdag 12.00-15.00 og kl. 17.30-22.00

Der er noget umiskendeligt fransk over restaurant ET på Åboulevarden. Dog med den væsentlige forskel, at tjenerne her er både venlige og så nærværende, som travlheden tillader; og travlhed er der så visselig denne fredag aften, da vi placeret ved stedets absolutte trafikknudepunkt, trappen, kan iagttage tjenere balancere med mægtige fade i skulderhøjde, elegant undvigende ankommende gæster og kolleger med lige så store fade.

Fra vores lille bord kan vi iagttage denne fortravlede bistroatmosfære, hvor folk strømmer til fra tidligt på aftenen, kulminerende ved 20-tiden, mens adskillige må gå igen, fordi de ikke har bestilt bord.

Tre retter 318 kr.

Sådan er det med restaurant ET. Man skal bestille bord, hvis man vil være sikker på at få en plads.

Det franske tema er gennemgående på både vinkortet og spisekortet. Vinkortet er pænt omfattende, men rent fransk, og spisekortet byder på en række af de klassiske franske bistroklassikere: moules marinières, snegle, østers, marvpibe og naturligvis også en entrecôte med fedtkant, pommes frites og bearnaise.

I økonomiafdelingen kan man lade køkkenet vælge og bestille tre retter for 318 kr.

De blev præsenteret ved udleveringen af spisekortet, men vi valgte at gå på opdagelse i det overvældende udbud af franske delikatesser.

Som forretter valgte vi henholdsvis stegt pighvar (128 kr.) og confiteret brissel (108 kr.), og som hovedretter henholdsvis ristet torsk med if. kortet bl.a. andekråser (238 kr.) og confiteret andelår (198 kr.)

Vin på glas

Herefter forudså vi vanskeligheder med at vælge vine til så forskellige retter, for ifølge kortet er der ingen af vinene, der sælges glasvis. »Intet problem«, erklærede tjeneren storsindet. »Samtlige vine sælges glasvis, og det er der jo ikke grund til at skrive ved hver enkelt.«

Vi glemte at spørge, om det også gælder den Chateau Latour 1982 1. grand cru classé til 19.888 kr., som er kortets dyreste, men det ville nu også nærmest have været for sjov. Det ligger i overkanten af vores betalingsevne og -vilje.

Der blev i stedet tilbudt glimrende vine i 400-600 kronersklassen pr. flaske, som blev skænket for 58 til 88 kr. pr. glas.

Og så var der naturligvis champagnen, en cramant brut tradition fra Diebolt- Vallois, som kostede 108 kr. pr. glas og blev serveret med et tilbehør af papirtynde kartoffelchips, kryddermayonnaise og forskellige saltede og ristede nødder til anmelderen, mens ledsageren fra kortet med de alkoholfrie drikke havde valgt en Firefly-limonade med citron, lime og ingefær.

Højtalerstøj

Mens vi således nød indledningen til vores måltid, noterede vi os med en let grad af ærgrelse, at den bistrotravle stemning på lidt uheldigvis blev understøttet af en ret larmende musik. Det er slet ikke nødvendigt. Forretterne blev serveret med et glas Rully Chapitre fra Domaine Belleville og et glas Meursault Les Narvaux fra Domaine Diconne.

Det var en indledning i topklassen. Perfekt match mellem mad og vin, og pighvarren var helt perfekt, mens ledsageren noterede, at brislen var lovligt lyserød og den fede smag derfor lidt for overvældende.

Brissel kræver en ganske nøje dosering af varmen. Ikke nogen katastrofe, men tilstrækkeligt til at det efter ledsagerens mening kræver en bemærkning. Begge forretter var rigelige og kunne i andre sammenhænge godt have gjort det ud for hovedretter.

Også i valget af hovedretter gik vi i forskellig retning: Confiteret and til anmelderen og ristet torsk med fiskesovs og if. kortet andekråser til ledsageren. Det var nu ikke andekråser, der ledsagede torsken, men tynde skiver af røget andebryst.

Det var ikke desto mindre en fin kombination, om end retten var overdænget vel rigeligt med en betydelig bunke af dild, løvstikke, persille, kørvel, purløg, estragon, citronmelisse og måske endnu mere, som vi ikke fik identificeret.

Det confiterede andelår var bare lækkert: sprødt, fedt og mørt. Hertil bagt fennikel, kraftig kødglace og en portion kartoffelmos, hvortil der vist ikke var sparet på smørret.

Efter således i ro og mag at have nydt gode, velsmagende og fyldige forretter og hovedretter med det pulserende bistroliv lige om ørerne måtte vi tage stilling til måltidets værdige afslutning.

Det var svært fristende at vælge ET’s ostebord, som en kollega i en tidligere anmeldelse har prist i høje vendinger.

Blandt det righoldige udvalg af gode oste kan man vælge så mange, som man vil, og betale 25 kr. pr. slags.

Imidlertid havde appetitten lidt alvorlig skade, og vi valgte i den trods alt lettere afdeling en klassisk crème brûlée (78 kr.), og en dessert kaldet ”pina colada som på restaurant ET” med vaniljeis, rom, kokos, ananas og marengs (98 kr.).

Den blev serveret i et højt glas og ledte tankerne hen på ferie i Caribien, mens crème brûléen blev serveret helt klassisk uden tilbehør. Men perfekt tilberedt var den og blev nydt sammen med et glas pineau des charentes, mens isdesserten blev ledsaget af et glas sød hedvin fra Bordeaux, hvis navn vi ikke lige fik fat på.

Vand uden beregning

Måltidet igennem var der serveret godt brød med tilhørende smør og kryddermayonnaise og naturligvis en kande koldt postevand uden ekstra beregning. Postevandet er et lige så naturligt og nødvendigt element i en god middag som bestikket og tallerkenerne, men nogle restauranter tager faktisk ekstra penge for det, uden at de dog er begyndt at forlange ekstra for leje af bestik og tallerkener.

Regning: 1.570 kr. inkl. en afsluttende kop stempelkaffe til ledsageren, og ups: Der står to glas champagne a 108 kr. anført på regningen, selv om ledsageren havde fået serveret en alkoholfri limonade. Hvis den har kostet 108 kr., vil vi mene, at det er i overkanten, så vi går ud fra, at der er tale om en fejl. I hvert fald var der ikke tale om to glas champagne. Vi går ud fra, at fejlen var blevet reguleret, hvis vi havde opdaget den ved betalingen, så vi kvitterer alligevel med fire stjerner og anbefaler restaurant ET.

Leveret af JP Aarhus

Jeg søger
Hvor

Konkurrence

Billige restauranter

Annonce