Hvis man ikke vidste bedre, måtte man tro, at restaurationskæden Bone's var et rent amerikansk foretagende, og det er nok også lige præcis, hvad restauratøren gerne vil have sine gæster til at tro. Eller i hvert fald til frivilligt at give sig hen til illusionen.
Sproget er amerikansk, og logoet, som forestiller en fiktiv person ved navn Sam Bone, bærer teksten ”Real american restaurants”. Når man bestiller bord over internettet, og det opfordres man kraftigt til af en voice response, hvis man ringer, bliver man tydeligt gjort opmærksom på, at man har bordet i halvanden time, og så er det ud. Der er fastsat halvanden times intervaller, som man så kan vælge. Og så er man advaret.
Vi stillede os nu stædigt an og insisterede på at bestille bord hos et rigtigt menneske, og det lod sig da også gøre.
Vi ankom på klokkeslettet og blev vist hen til et bord dækket med spisekort med afkrydsningsmuligheder, salt og peber og et stearinlys. Andre borde var pyntet med røde balloner. Der var der, hvor der var børn i selskabet. Andre var pyntet med dannebrogsflag. Det var der, hvor én i selskabet havde fødselsdag, og Bone's byder på gratis spareribs til fødselaren og henter pengene hjem på det øvrige selskab, thi hvem fejrer fødselsdags på Bone's alene?
Mindre end et halvt minut efter at vi havde taget plads, stod den første tjener og spurgte, om vi havde bestemt os. Vi ville godt lige have et minut til. Cirka 70 sekunder efter stod en anden tjener der, og så bestilte vi fra kortet en rumpsteak til ledsageren (189 kr.), mens anmelderen valgte en såkaldt ”Route 66” til 224 kr., som på kortet præsenteres på denne måde:
»Tag en tur gennem USA og smag på flere af vore specialiteter. Saftig oksesteak, barbecue spareribs, kyllingebryst og sprøde løgringe.«
Husk at krydse af
Salat og isbar, ”all you can eat”, tilkøbtes for 69 kr., og en klat hvidløgssmør på bøffen kostede 6 kr. ekstra.
Sådan er det hele vejen igennem. Man må være omhyggelig med krydsene, når man vælger blandt de forskellige bøffer, burgere, hotwings eller ”Bone's side orders”, som blandt andet omfatter en majskolbe til 29 kr., hvidløgsbrød til 19 kr., sprødstegte løgringe (5 stk.) til 19 kr. og chicken tenders med chili dip (3 stk.) til 39 kr.
Man skal også huske at krydse af, om man vil have sin bøf rød, medium eller gennemstegt, men det skulle vise sig, at kokken ikke deler vores opfattelse af, hvad der er rødt og medium.
Amerikansk vin
Blandt drikkevarerne er der dansk fadøl og naturligvis en amerikansk Budweiser, og vinene er californiske. Vi valgte en zinfandel Rodney Strong fra Knotty Vines til 349 kr., og med den fulgte en 70 cl. flaske kold Egekilde-vand. Sådan er det nemlig, når man bestiller en hel flaske vin, så følger Egekilde med.
Det virker alt sammen superamerikansk og supereffektivt, og derfor undrede det os en kende, at vi et minut efter bestillingen måtte forklare en tredje tjener, at vi lige havde bestilt.
I betragtning af den iver, som betjeningen havde udvist for at modtage bestillingen, undrede det os også en anelse, at vi skulle vente en halv time på serveringerne. Endnu mere i betragtning af, at gæster ved naboborde, der var kommet senere end os og have bestilt senere, fik serveret før os. Den slags uregelmæssigheder forventer man ikke sådan et sted.
Trods hele det amerikanske set up, trods den fiktive Mr. Bone, trods det amerikanske logo, trods hjemmesidens opfordring til gæsterne om at fortælle historier fra rejser i USA, er Bone's et rent dansk foretagende.
Den første Bone's åbnede i Herning i 1990. Herning er stadig kædens hovedsæde, men kort efter åbnede en restaurant i Aarhus, og i dag er der landet over hele 14 Bone's-restauranter. Ifølge forskellige avisreportager arbejdes der med udvidelser i det nærmeste udland.
En restaurationskæde, der i den grad ekspanderer med et ikke særligt avanceret sortiment på kortet, må kunne noget særligt, og det er egentlig ikke svært at få øje på. Det er effektivt, det er venligt, og kortet byder ikke på overraskelser. Det er børnevenligt ud over det almindelige, og det er rent. Mindre end et minut efter at gæsterne har forladt bordet, er det ryddet af, og efter yderligere et minut er det skuret med sæbespåner, tørret af og dækket med spisekort, salt og peber og stearinlys. Sådan! Fint og appetitligt. Klar til næste hold. Det er der temmelig mange andre restauratører, der kunne lære temmelig meget af.
Nu kunne man tro, at tidsgrænsen på halvanden time kunne lægge et vist pres på gæsterne, men det gør den egentlig ikke. Det hele foregår så effektivt, at der ikke er nogen grund til at blive siddende, når de halvanden time er gået.
Men så er der jo lige maden, og her må man nok sige, at Bone's praler lidt rigeligt, når man forsyner ribbenene med et lille flag med teksten ”Verdens bedste spareribs”.
Samme anprisning kan læses flere steder på kort og ved indgangen. Nuvel, det er da udmærkede spareribs, men at kalde dem verdens bedste er lidt af en tilsnigelse. At kalde en anretning for en tur gennem USA og forlange 224 kr. for den - 293 kr. inklusive tilbehør - er også lige i overkanten. Både med hensyn til pris og bragesnak. Et stykke kyllingekød uden skind, en lille bøf, som var gennemstegt på den ene side trods bestillingen medium, og et lille stykke spareribs og to løgringe må vi trods alt kalde en nogenlunde beskeden servering.
Gennemstegt bøf
Heller ikke på den anden side af bordet var der udelt tilfredshed, for tykstegsbøffen var ikke rød som bestilt. Den var lidt rød i den ene ende, men medium-gennemstegt i resten. Det er forhåbentlig ikke standarden. Men vi havde jo også ventet en halv time, så noget var måske gået galt i køkkenet.
Softicen, som man kan spise ad libitum, er udmærket, men appellerer nok først og fremmest til børnene med al sin kulørte krymmel.
Vores bedømmelse ender på tre stjerner. Man ved, hvad man får. Det er standardiseret. Der venter ingen overraskelser. Priserne er måske i overkanten. 911 kr. for det hele denne aften. Om vi vil anbefale stedet? Ja, gerne. Ikke mindst til børneselskaber, hvor tålmodigheden alligevel sjældent rækker ud over halvanden time.










