Anmeldelse af Café Hack

Det er lørdag aften.

Klokken er 21.15, og vi er på Cafe Hack, som beskriver sig selv som restaurant. Vi får en niretters såkaldt smagsmenu, som bringer os rundt i den krydrede del af madens verden - fra laurbær til vanilje. Det lyder vel godt, og det var det vel også.

Men ved siden af os slæber tjeneren borde væk, bagved os skramles der rundt med stole, borde og en plakatsøjle - det er jo en teatercafé.

Der er ganske rigtigt ikke mange gæster tilbage i restauranten. De to hold lige ved siden af os fortrækker. Så snart de er ude ad døren, slæbes også deres borde og stole væk.

Tilbage sidder kun vi to, der endnu mangler af få kaffe og te. Den kan vi godt fornemme, at vi skal hælde i os i en fart, så vi også kan komme ud ad døren. Det er vi et kvarter efter, tilsyneladende i al ubemærkethed, for skønt tjenerne sandelig ikke har lagt skjul på deres bordflyttende tilstedeværelse, står de henne i det fjerneste hjørne af restauranten, da vi går. Uden at se til vores side, nu vi har betalt de 1.495 kr., som regningen lød på.

I denne sammenhæng skal det understreges, at der på Cafe Hacks hjemmeside står, at restauranten er åben til kl. 24, og at vi hverken ved bestilling af bordet eller af maden får at vide, at vi helst skal være ude ad døren igen i løbet af et par timer.

Dårlig smag eller bare en dårlig dag?

I hvert fald fik vi et skræmmende eksempel på, hvor vigtigt samarbejdet mellem ”køkkenet og gulvet”, som det hedder i de kredse, er. For hvad nytter det, at kokkene gør sig store anstrengelser, hvis tjenerne synes, at det er ligegyldigt?

Tilbage til start - lidt før kl. 19.

»Cafe Hacks køkken har rødder i det danske og internationale køkken. Hver ret med sin egen ”smag”,« stod der på menukortet, og vi var da heller ikke længe om at beslutte os til at smage de ni retter, tre forretter, tre hovedretter og tre desserter, som man kan få for 395 kr. Ydermere tilbød restauranten at sætte vin til for 270 kr. pr. person, altså i alt 665 kr. for mad plus vin. Vil man nøjes med seks retter inkl. vin koster det 515 kr. Enkeltretter fås fra 125 kr.

Vi indledte med et glas let og kølig hvidvin (55 kr. pr. glas), mens vi studerede menukortet, og fik hertil en kurv med brød, der smagte rigtigt godt, men som tydeligvis havde stået længe i kurven - de yderste stykker var tydeligt tørre. Hertil hørte en lille skål olivenolie.

Retterne ville komme tre ad gangen, fortalte tjeneren.

Forretterne hed laurbær, ingefær og orange.

Første hørte til en meget vellykket kartoffel-porresuppe med torsk og bacontern, skummende og let, og med et strejf af laurbær. Den blev serveret i en lille, smal skål.

Ingefæren skulle være repræsenteret i en pastaret med unghane i tern og med en hvid sovs med pasta, pyntet med parmesanspåner. Ingefærsmagen fandt vi aldrig helt i denne ret, som var den mindst interessante af de tre forretter.

Orange var knyttet til et stykke røget and, som var anrettet på et lille stykke foie gras, to små grønne salatblade, et halvt vagtelæg og et par mandler. Dejlig ret, hvor man anede den ”orange” smag.

Forretterne blev serveret meget delikat på en lille stenplade. Men vi undrede os over, at pladen ikke var lun, så den kunne holde retterne ditto, ligesom det virker mærkeligt, at man skulle spise suppen med en stor ske, som kun lige akkurat kunne komme ned i den smalle skål.

Vinen til de tre retter var en Malvira Treuve fra 2004 - et fint valg.

Hovedretterne kom ret hurtigt efter - på dette tidspunkt vidste vi endnu ikke, hvor hurtigt vi forventedes at spise.

Estragon, safran og rosmarin, hed de.

Også disse retter blev serveret på den kolde stenplade. Der var to kødretter og en fiskeret, og derfor var vinmenuen splittet op, så vi fik et lille glas hvidvin - en tysk riesling fra 2008, Dr. Loosen - og et større glas portugisisk rødvin, Crescendo 2007.

Safransmagen hørte til fiskeretten - helleflynder med gulerod, sagde tjeneren. Det undrede os. Dels var det tydeligvis ikke helleflynder, der lå i den lille skål, dels kunne vi høre, at bordet ved siden af, som fik det samme som os, af deres tjener fik at vide, at det var rødtunge.

Vi hidkaldte vores tjener, fordi vi manglede både kniv og gaffel, og spurgte i samme omgang, hvad det egentligt var, vi fik.

»Der står helleflynder på kortet,« svarede hun rapt og medgav derefter, at køkkenet muligvis havde skiftet fisken ud.

Ikke at det gjorde noget, rødtungen var en virkelig lækkerbisken, men alligevel.

Nu vi havde fat i tjeneren, måtte vi også spørge til de forskellige krydderier - hvorfor kom den fortælling ikke helt af sig selv?

Safranen fandt vi aldrig helt, og tjeneren var da også i tvivl, om det var safran eller dild, der skulle lægges mærke til.

Estragon og rosmarin hørte umiskendeligt til kødretterne, et fint stykke oksehøjreb med bearnaisesauce og et stykke svinemørbrad, omviklet med pancetta - italiensk, saltet bacon - med lidt rodfrugtmos og et par stegte rodfrugter.

Det var faktisk meget fint, om end vi syntes, at der var en overvægt af kød i forhold til grønne indslag. Og at det var ærgerligt, at en af retterne stod og blev kold, inden vi nåede frem til den.

Et glas chilensk øl til at rense ganen - og til den efterfølgende ost - så var vi videre til dessertens oliven, tonka og vanilje. De i alt seks små retter var anrettet på samme stenplade - hvilket ikke fungerede. Hvorfor skal man selv fordele desserterne, og hvorfor skal den ene sætte sine små skåle direkte på dugen? Mystisk.

Der stod på menukortet, at olivensmagen var repræsenteret ved osten. Det måtte vi læne os op ad, for der var ingen oliven, men comté-ost i små trekanter og en abrikos med et par sprøde papirtynde rugbrødsstykker ovenpå.

Tonka - en meget stærkt duftende nød fra Sydamerika - gav smag til en lille crème brûlée, der var meget lækker med sin sprøde overflade og med en smule sorbet af blodappelsin.

Vaniljen fik vi i en parfait, der blev serveret med karamelliseret ananas med rom og med en skum af passionsfrugt.

Det var en fin afslutning på middagen, den blev skyllet ned med endnu en tysk riesling af den sødere slags, Impulse 2004. Men endnu engang måtte vi undre os over bestikket - den ellers meget fine crème brûlée skulle spises med en stor sag af en suppeske.

Alt i alt kom vi af med 1.495 kr. inklusive kaffe og - udmærket - te til henholdsvis 25 og 30 kr.

Hvad er konklusionen?

Den er ikke god for Cafe Hack. Det virker simpelthen, som om engagementet slutter ved døren ud fra køkkenet. Det er synd, for der en store muligheder i maden. Og i stedet, som er indrettet med de helt rigtige franske inspirationer, og som med sin placering klos op af Aarhus Teater ligger dejligt centralt i byen.

Maden er til fire små stjerner, betjeningen til to små, og derfor ender det med tre små stjerner til Cafe Hack.