Det italienske køkken er mangfoldigt, og her i landet spænder italienerne lige fra det simpleste pizzeria (ingen nævnt, ingen glemt) til det helt sublime.
Men så er der jo alle mellemformerne, som på den ene side serverer det mere jævne sortiment af pizza og pasta og på den anden side diverterer med lidt mere avancerede retter.
Marco Polo i Rønde er en af disse mellemformer, som både forsøger sig med det helt jævne og det i hvert fald på kortet lidt mere spændende. Lidt anderledes forholdt det sig på tallerkenerne, og betjeningen lader sine venlige smil til trods en hel del tilbage at ønske.
Friske råvarer?
Når man øverst på restaurationens hjemmeside får denne besked: »Alle vore retter bliver tilberedt af friske råvarer. Derfor må der påregnes en længere tilberedningstid. Dette gør at du får serveret det bedste af det bedste,« må man forvente en vis klasse.
Ikke mindst på den baggrund undrede det en smule at få serveret skivede kartofler, som i betænkelig grad ligner noget præfabrikeret fra en pose i supermarkedets frysedisk, og en bearnaisesovs, der i betænkelig grad minder om noget, der er skabt af noget pulver fra en pose, som der står Knorr på.
Når restaurationen højtideligt oplyser, at alle retter bliver tilberedt af friske råvarer, så må vi jo tage det for pålydende, men tillade os en stille undren over, hvorfor det så skal ligne noget præfabrikeret.
Lovende kort
Kortet ser ellers ganske lovende ud med de traditionelle antipasti med de italienske betegnelser øverst for nu at understrege det eksotiske, lovende kødretter af oksemørbrad, kalveculotte, kronhjortesteg og stegt laks, her med hummersovs og blåmuslinger. Ud for hver ret er angivet en vinanbefaling, som ser fornuftig ud.
Vi valgte blandt forretterne en balsamicomarineret mozarella (55 kr.) og ostegratinerede rejer med chili og hvidløg (59 kr.), og blandt hovedretterne henholdsvis kronhjortebøf (189 kr.) og oksemørbrad med serranoskinke og bearnaise (189 kr.).
Til sidstnævnte var anbefalet en italiensk Solér 2009 fra De Stefani (349 kr.). Det var et godt forslag, som gik til både ledsagerens osteforret og til de to hovedretter. Til sin rejeanretning valgte anmelderen et glas hvidvin af den eneste slags, som kunne fås glasvis: en sydafrikaner til 49 kr. pr. glas.
Her fik vi et indtryk af tjenerens fornemmelse for vin, for hvidvinen blev serveret i et svingende fyldt glas til én cm fra kanten. Til desserten blev vinen, en samos, serveret i et stort rødvinsglas, også næsten fyldt op til kanten.
Det siger nok mere om tjenerens viden om vin, end det er udtryk for generel gavmildhed.
Begge forretter var i orden, om end hverken chili eller hvidløg havde den placering, som var bebudet på kortet.
Tør mørbrad
Lidt anderledes forholdt det sig med hovedretterne. Anmelderens mørbradstykker, der som varslet på kortet var barderet med skinke, blev serveret oven på en bunke kartofler, der både synede og smagte præfabrikerede, og overdænget af en gul sovs, som blev kaldt bearnaise, men som i meget ringe grad mindede om den ægte vare, som er lavet af smør og æggeblomme.
Kødet var nogle sære, ureelle stykker, som tillige var gennemstegte, tørre og grå.
Også ledsagerens kronhjortekød var gennemstegt, men smagte udmærket.
Begge hovedretter var garneret med reven gulerod ovenpå.
Til dessert valgte vi en tiramisu og en pistacieis med amaretto. Ledsageren en kop kaffe og anmelderen et glas samos, der blev serveret i en stort rødvinsglas, der var fyldt til randen. Der måtte levnes.
Tiramisuen tror vi uden forbehold på var hjemmelavet, for ingen fabrik ville lave en så tør tiramisu.
Den samlede regning lød på 1.075 kr., og det er som udgangspunkt rimeligt, eller ville have været det, hvis virkeligheden i højere grad havde svaret til kortet og hjemmesiden.
Et naturligt niveau for en restaurant af denne slags ville ligge på tre, måske fire små stjerner. Men den samlede bedømmelse af denne aften er tre af de små.
