Jyllands-Posten Finans Watch Medier Om Jyllands-Posten Persondatapolitik

Den blå facade skiller sig ud fra landsbyens øvrige byggeri. Foto: Casper Dalhoff

Anmeldelse af Nørre Vissing Kro

Af

Den gamle landevejskro blev for 15 år siden et moderne, ambitiøst spisested - og holder stilen rimeligt.

Låsbyvej 122
8660Skanderborg
Tlf. 86943716

4out of6

Køkkentype
Restaurant med spansk-catalansk køkken.

Åbningstider
Mandag - onsdag: 17.00
Torsdag - lørdag: 12.00
Folkene bag Nørre Vissing Kro lægger i en brochure vægt på, at kroen er centralt beliggende i det smukke søhøjland mellem Århus (24 km), Skanderborg (13 km) og Silkeborg (18 km). Centralt og centralt? Man kunne med samme logik anføre, at Hawaii er centralt beliggende mellem Tokyo og San Francisco. En mere nøgtern beskrivelse af Nørre Vissing Kros beliggenhed er, at den ligger temmelig langt ude på landet.

Men lad nu det ligge, for under alle omstændigheder er den den nødvendige køretur værd, og skulle den gode vin hindre hjemturen i egen bil, kan man overnatte på et af kroens værelser for mindre, end hvad en taxa til og fra Århus koster.

Det er gennemgående et ganske gedigent spisested, der er skabt af den gamle landevejskro på Låsbyvej.

Ambitionen er godt og vel et par niveauer over den gennemsnitlige landevejskro, og på spisekortet lægges der op til, at der skal være noget for alle sanser. Derfor kaldes kroens menuer for sansemenuer. Der er sæsonmenuen, sansemenuen og den store sansemenu. Sidstnævnte består af sansemenuens fire retter, som er anført på kortet, og så to ekstra, som denne aften var to ekstra forretter.


Bedstemors kylling

Kortet byder på klassikere som kalvefilet, rosmarinmarineret vildsvinekotelet og så en rigtig klassiker i respekt for kroens alder: ”Grydestegt kylling 1936” med persille, agurkesalat og flødesovs, som vi må formode skal være skilt som på vor bedstemors tid. Det var svært fristende sådan at vælge en af barndommens søndagsmiddage, men vi valgte alligevel den store sansemenu, for aftenens program var at komme videre omkring end en enkelt eller to retter.

De seks retters koster 595 kr., og for yderligere 550 kr. kan man få en vinmenu til. Ét glas pr. ret, betones det.

Vinkortet er ikke noget, som kan imponere en vinkender på michelinniveau, men det er tydeligvis heller ikke hensigten. Kortet kommer geografisk vidt omkring, og de fleste vine ligger på et overkommeligt prisniveau under eller omkring de 500 kr. pr. flaske. Til gengæld afslører en hurtig sammenligning med priserne på internettets forskellige vinhandler, at kroen tager en ganske pæn avance, men det må man bære over med, når valget i øvrigt er fornuftigt, og vinmenuen valgt med omtanke.

Straks ved ankomsten blev der stillet en kande postevand på bordet, som senere viste sig at koste 15 kr. pr. person. Herefter fulgte en skål godt hjemmebagt brød suppleret med ristede hasselnødder med ristede krydderier, guachamole og oliven. Sådan til at begynde med. Amusen var en meget frisk og delikat tuntatar med tomat, citronolie og krydderurter, som næsten kunne få anmelderen til at opgive sin generelle betænkelighed ved rå fisk. Skal det endelig være, må det være på denne måde.


Hårdt stegt fisk

Et glas cava fulgte amusen på vej, og herefter fulgte en frisk grønærtesuppe med en crouton med krabbesalat, knust agurk, friske grønne ærter og en kvist krydderurter. Flot og lovende ouverture.

Det, der på kortet var præsenteret som vesterhavsfisk, var et stykke skindstegt rødfisk serveret med en lille stegt chorizo samt forskellige grønne, sorte og hvide bønner og - lakridsskum og vaniljesovs! Det var en lidt overraskende, men overordentlig vellykket smagskombination. Derimod var fisken for hårdt stegt - besynderligt nok, for ellers var aftenens præstationer præget af stor håndværksmæssig sikkerhed. Hertil en liflig spansk hvidvin, hvis navn vi ikke lige fik fat på.


Liflig sommerret

Næste forret var en lille anretning med stegt gråand garneret med hindbær i forskellige varianter. Frysetørret, gele, hele bær og syltede blommer med et pift af lavendel. En skive foie gras-terrine på andekødet skabte balance mellem det kraftigt smagende kød, den fede lever og de syrlige bær. En rosé fra Rioja fuldendte den liflige sommerret.

Efter tre spanske vine skiftede vi til en italiensk Vigne Nouove fra Valle Reale i Montepulciano. Det var en direkte brutal smagsoplevelse, indtil den viste sit værd som modspil til Nørre Vissing Kros udgave af surf and turf. Hovedretten var rosastegt kalvefilet, et stykke braiseret kalvebov og en bagt jomfruhummer med blandt andet syltede majskerner, rodfrugter, majspolenta og kartofler til.


Lang ventetid

Vi fik god tid til at nyde hovedretten. Lidt for god tid, faktisk. En time og otte minutter. Den første halve time gik meget godt, men da tallerkenerne var tomme, vinglassene var tomme og både vandglas og karaffel var tomme, begyndte vi så småt at spejde efter en smule betjening. Den dukkede først op efter yderligere en god halv times tid - med megen beklagelse, og undskyld ventetiden. To tjenere var simpelthen gået fejl af hinanden, den ene troede, at den anden osv ?

I ventetiden havde vi tid til at koncentrere os om musikken, der vekslede tilsyneladende tilfældigt mellem smægtende taffelmusik og utålelig tæppebankermusik. I planlægningen af sansemenuen har man tilsyneladende glemt høresansen.

Vi fik også rødvin til ostene, og hermed vendte vi tilbage til aftenens spanske tema. En Mas Collet fra Celler de Capcanes, den førende producent i Montsant- området. Det var en herlig vin, som gik fint til de milde oste, men var totalt magtesløs over for en rivende stærk rødkitost og en kras blåskimmel. Til disse to sidste ville en sød vin have været de rigtige valg.


Cirkus i byen

For eksempel den Etim Garnacha Negra, som vi fik serveret til desserten, der på kortet var præsenteret som ”Cirkus i byen - sommerbær i manegen”. Rimelig betegnelse, for en cirkus er kendetegnet ved for publikum at være et overdådigt sammensurium af præstationer, men bag manegen at være styret af jernhård disciplin og planlægning.

Vi kom af med 2.330 kr. for det hele. 2.300 kr. for menu og vinmenu og lidt overraskende yderligere 30 kr. for postevand.

Det er vist blandt restauratører nærmest et lidt religiøst spørgsmål, om man skal forlange ekstra betaling for postevand, men det er vel en så naturlig del af serveringen, at det burde indgå som en selvfølge - især hvis man ikke bliver spurgt. Gæsterne betaler jo heller ikke for leje af dugen eller bestikket!

Skal vi lande på fire eller fem stjerner? Vi lander på fire, for den for hårdt stegte rødfisk og kommunikationssvigtet mellem tjenerne udgør lige forskellen mellem fem små og fire store.

Leveret af JP Aarhus

Jeg søger
Hvor

Billige restauranter

Annonce

Annonce