Hvad angår restaurations- og cafémiljøet er Åboulevarden i Aarhus i sandhed et ganske varieret foretagende. Det spænder lige fra det forfinede over det let dekadente og turistfældeagtige til det bundsolide og det helt jævne. Det er sidstnævnte, denne anmeldelse drejer sig om. Lige ved hjørnet med smøgen op til Bispetorv ligger et lille spisested, som i sit indre nærmest ligner en gammeldags, dunkel ølstue, og som har plads til blot godt og vel en snes gæster. Over baren, der er præget af ølhaner og Ga-Jol-shot i forskellige farver, hænger et rådyrhoved, og på den ene væg hænger et gevir af en noget større hjort. Man føler sig nærmest hensat til en ølstue et sted i Bayern.
Da vi desværre lidt uforberedte på det kollektive vanvid, der griber nationen i forbindelse med fodboldmesterskaberne, ankom denne aften, oplevede vi det sære fænomen, at alle 10-12 tilstedeværende gæster - alle mænd - sad med front i samme retning og gloede på en stor og larmende tvskærm, der transmitterede en åbenbart livsvigtig fodboldkamp. Som om den gennemtrængende larm fra folkemængden og storskærmen på Bispetorv ikke var nok. Men den slags må man tåle, selv om ekstatiske brølende folkemængder giver undertegnede anmelder kuldegysninger.
Mexicansk eller ... ?
Alimento præsenterer sig som en rent mexicansk restaurant, blandt andet med denne tekst på hjemmesiden: »Velkommen til Restaurant Alimento – mexicansk restaurant og café. Vi har bestræbt os på at skabe en god atmosfære i restauranten med et mexicansk islæt og maden er selvfølgelig lavet helt i den mexicanske ånd.«
Det kunne vi ikke helt få til at stemme overens med, at spisekortet sammen med forskellige variationer af tortillas, burritos, chimichangas og enchiladas også byder på tzatziki, fetasalat, græsk bondesalat, græsk bøf og souvlaki. Et spørgsmål til tjeneren om baggrunden for det græske islæt bragte ikke megen klarhed: »Det er tilbehør, « meddelte han og lod med et bortvendt blik forstå, at der ikke skulle snakkes mere om den sag.
Vi valgte imidlertid at koncentrere os om den mexicanske del af kortet, og det mexicanske køkken har i hvert fald det til fælles med det græske, at det er tungt og mættende.
Tortillaer
Det gennemgående tema er den flade tortilla, der fremstilles af enten majsmel eller hvedemel. Former man den som et kræmmerhus og kommer fyld i, får man en tostado, lukker man den sammen i begge ender omkring fyldet, får man en burrito, og kommer man sådan en i frituren og steger den sprød, hedder det en chimichanga
Ledsageren valgte som forret en anden mexicansk specialitet, en mos af bønner blandet med ost og creme fraiche og med nachochips til (55 kr.), mens anmelderen valgte en rejesalat i, hvad der på kortet benævnes »en lækker skål af dybstegt tortilla,« men som viste sig at være en skål af samme materiale som ledsagerens nachochips, der i øvrigt ikke var varmet. Bønnemosen indeholdt så mange hele bønner, at ordet mos er lidt af en tilsnigelse.
Alt i alt var det et par ret jævne forretter.
Vinkortet er overskueligt, men rimeligt, og valget faldt på en Altosur 2010 – en argentinsk malbec til 250 kr., som havde robusthed nok til den kraftige mad.
Blandt hovedretterne valgte ledsageren fajitas de carne, ifølge kortet »stykker af oksekød marineret i husets specielle sauce med løg og peberfrugt. Serveres med ris, salat og en varm fluortortilla « (170 kr.). Flourtortilla er Alimentos udtryk for hvedetortilla, men den var ikke varm, og det skal den være for at være blød og spiselig. Når den bliver kold, bliver den sej og tør. Anmelderen valgte en chimichanga med kyllingekød (145 kr.).
Bagge retter blev serveret med salat og ris med tomatsovs. Ledsagerens mediumkrydret og anmelderens stærkt krydret – henholdsvis grad ét og grad tre, som tjeneren forklarede. Chimichangaen var pænt krydret med chili, men ikke tilnærmelsesvis som den ægte vare i Mexico. Til gengæld mente ledsageren, at hendes fajitas var meget chilikrydrede, selv om det kun var grad ét, og det siger noget om, hvor svært det er at dosere chili, så alle bliver tilfredse.
Tre desserter
Dessertkortet er ikke imponerende i omfang: Is med flødeskum (50 kr.), bananasplit (55 kr.) og æblekage (50 kr.) Vi valgte hhv. is og æblekage, som begge smagte hæderligt, om end flødeskummet var fra dåse.
Alt i alt var den kulinariske oplevelse denne aften af den jævne, men absolut mættende slags. Om hjemmesidens garanti for »friske råvarer« må vi konstatere, at det nok et definitionsspørgsmål, men vi konstaterede i hvert fald både halvfabrikata, rejer, der havde været frosne, og flødeskum fra dåse, lige som det skulle undre os, hvis isen og æblekagen var lavet i restaurationens eget køkken.
I så fald må man komplimentere for evnen til at få det til at smage fabriksfremstillet.
Toilet som lager
Lidt værre så det ud på toilettet, for den største af kabinerne tjener tillige som lagerrum for støvsuger, servietter og en barnestol, som formentlig er til brug i restauranten. Hverken en barnestol eller servietter til brug i restauranten hører hjemme på et toilet. Slet ikke. Faktisk virker det en anelse klamt.
At vi alligevel lander på tre små stjerner, hænger sammen med, at der trods alt er en vis sammenhæng mellem pris og kvalitet, og hvis man ikke bliver mæt, er det i hvert fald ikke restaurationens skyld.
