Dengang i 1980'erne var Lumskebugten en af de bedste restauranter i København, men det er længe siden. I de seneste mange år har man levet på renommeet for så i de seneste par år at indskrænke og blive ren frokostrestaurant, lidt overset endda.
Det lignede en stille død for dette klassiske spisested, indtil vi i foråret fik den gode nyhed, at Erwin Lauterbach overtog forpagtningen. Lauterbach er the grand old man inden for dansk gastronomi, og han nyder stor og fortjent respekt fra alle sider, så visse forventninger knyttede sig til projektet.
Nu har Lumskebugten igen åbent både til frokost og aften med to forskellige kort. Vi kom til frokost og bedømmelsen gælder altså kun den.
Historisk præg
Lauterbach har købt stedet sammen med vennen og arkitekten Povl Barfod, som har forestået en nænsom renovering af restauranten, som dog stadig har det historiske præg i behold, og den djærve kaperstemning står i klassisk kontrast til alle de sorte Mærsk-jakkesæt, der præger torv og gade på disse kanter.
Frokost skal man have, også selv om man er skibsreder, og man søger så de ydmyge steder.
Kortet er ganske klassisk med omkring 20 numre, dertil menuer (fra 300 til 500 kr.), som skal forudbestilles. Det havde vi ikke gjort, så vi gik a la carte efter at have fået den noget underbemandede betjenings opmærksomhed.
Brød kom på bordet, og her blev vi umiddelbart noget skuffede. Rugbrødet virkede ærligt talt lidt tørt og trist, og det kan da undre på et sted som dette, hvor brødet jo spiller en hovedrolle. Apropos rugbrød var udvalget af øl (en anden hovedrolleindehaver) heller ikke overvældende, to forskellige fra Fur (58 kr. pr. stk.), begge en anelse til den søde side, hvad der ikke gjorde dem overvældende velvalgte til frokost.
Men de gled da ned, var redaktøren og jeg enige om.
Rejer og fiskefrikadeller
Jeg lagde ud med fiskefrikadeller, som til gengæld var glimrende. Saftige, lette og luftige, langt fra den konsistens af hoppebold, der kan præge de dårlige udgaver. De var fint krydret med friske urter og saltet til kanten, men ikke mere.
Redaktøren bestilte i første omgang friske fjordrejer, men det var ikke til rådighed på dagen, og så fik han i stedet en såkaldt rejepyramide (120 kr.), som han var vældigt tilfreds med, for rejerne bar bestemt præg af at være friske, og den tilhørende citronmayonnaise var både præcis og ligefrem forfriskende. At det hvide brød så måske var mindre mindeværdigt, er en anden sag.
Han fortsatte med »pandestegt spætte« (95 kr.), hvad der viste sig at dække over to fileter stegt på skindsiden, men ikke paneret, som man ville have forventet på den helt gammeldags frokostrestaurant. Denne servering lod i højere grad fisken komme til sin ret frem for paneringen, og tak for det.
Redaktørens stegte kalvelever (en sjældent set delikatesse) var ligeledes helt perfekt, tilberedt så selv de mange hadere af denne gammeldanske klassiker måtte overgive sig, og jeg var tilsvarende glad for min oksetatar.
Fin stemning
Således steg stemningen efterhånden, og vi endte med at konkludere, at Lauterbachs hånd mærkes bag det hele, også selv om han efter det oplyste har hyret en smørrebrødsjomfru til at tage sig af frokosten. Der er klart sket en opgradering af dette førhen så hæderkronede sted, som i en periode var tæt på at være degraderet til turistfælde.
Nu kan det anbefales, både til turister og lokale, og ingen vil føle, at de er gået i en fælde.
