Jyllands-Posten Finans Watch Medier Om Jyllands-Posten Persondatapolitik

Indretningen på Restaurant Miró er nærmest glasklar: Overalt står der flasker med vin. Endevæggen bag køkkenchef Martin E. Vesterdorf er en stor vinreol, og desuden er borde, kasser og hylder i hele restauranten dekoreret med vinflasker. Foto: Jan Dagø

Anmeldelse af Restaurant Miró

Af

Gæsterne er i gode hænder på Restaurant Miró. Man bliver ført igennem et fremragende måltid på formfuldendt vis.

Det er den sidste dag i januar.

Derfor er menuen på Restaurant Miró formentlig anderledes i morgen, end den er i dag, for restauranten har en såkaldt månedsmenu.

Men ligesom januarmenuen er februarmenuen utvivlsomt værd at smage på. Og mon ikke den bliver serveret med samme engagement, som prægede hele vores aften på Miró.

Først et par ord om indretningen på Miró. Man kan nærmest sige, at den er glasklar: Overalt står der flasker med vin. Hele den ene endevæg er en stor vinreol, som tjeneren er så velkendt i, at han uden tøven gik over og tog en flaske frem, da en gæst bad om noget specielt. Desuden er der borde, kasser og hylder i hele restauranten, som på samme måde er dekoreret med vinflasker. Lageret rummer adskillige tusinde, fortalte tjeneren, også flere end der fremgår af vinkortet. Hvilket nok er rart at vide for feinschmeckere, som kunne savne nogle rariteter, når de studerer det vinkort, der er tilgængeligt på restaurantens hjemmeside.

Man er vel på arbejde

Vi valgte at lade restauranten selv vælge ud af de mange flasker til januarmenuen. Vinmenuen kostede det samme som madmenuen - tre retter eller glas for 398 kr., fire ditto for 478 kr., fem for 548 kr. og seks for 598 kr. Altså 1.196 kr. for at smage på det hele, hvilket medspiseren uden tøven meldte sig på - man er vel på arbejde. Denne anmelder nøjedes dog med fem retter og samme antal glas vin. Som viste sig meget vel at kunne være mere end det lovede antal glas, for der bliver ikke fedtet med dråberne på Restaurant Miró.

Vi indledte dog med et glas champagne, Deutz Classic (64 kr. pr. glas), der på fineste vis matchede de snacks, som vi fik: rejechips, brødflager, saltede mandler, chorizopølse, laksemousse og kryddermousse. Ikke epokegørende, men en fin start på en middag, der skulle vise sig at blive yderst delikat. Vi havde også fået lidt brød med tilhørende græsk yoghurt, svinefedt med æbleløg og ganske almindeligt smør.

Så blev det alvor

For at vække appetitten endnu mere fik vi en lille appetizer med laksetatar. Og så gik der alvor i middagen.

Første ret var seranoskinke rullet om havtaskekæbe, et stykke artiskok i lidt artiskokcreme samt en selleriravioli. Meget fint og afbalanceret, også til vinen - en riesling fra von Racknitz, Nahe i Tyskland, årgang 2008.

Næste ret var sort hummer-maultasche - pasta, der var gjort sort med blæksprutteblæk og derpå fyldt med hummer. Hertil var der en pocheret æggeblomme, geléperler af dild, der nærmest smeltede på tungen, og i bunden af tallerkenen lidt jordskokkesuppe, der var lavet på den syrlige måde, så der kom et meget fint bid i retten. Lidt jordskokkesuppe - det er for at fortælle, at samtlige retter var afpasset i størrelsen, så man ikke blev overmæt på den ubehagelige måde, men på den anden side heller ikke så meget som strejfede tanken om natmad i timerne derefter.

En ny vin var kommet på bordet, en pinot grigio fra 2009, CÀ di Frara fra Lombardiet i Italien. En vin, der var så anderledes i både smag og farve end den første, at det i sig selv var en anbefaling af at prøve den vinmenu, som en restaurant - når den har en klasse som f.eks. Miró - har sammensat. Det er en fornøjelse på den måde at komme rundt i vinens mange smagsuniverser i stedet for at tage én flaske, der så nogenlunde rammer det hele.

Den nye favoritvin

Foie gras er en af Mirós specialiteter. Denne aften var det stegt andelever sammen med fasanroulade, lidt trøffelolie, kørveldrys og formfuldendt rullede gulerodsstrimler med gulerodsmousse. Hertil fik vi en rødvin, som denne anmelder fra nu af vil have som en af sine absolutte favoritter. Det er ikke kun, fordi tjeneren kaldte den feminin; sådan en Julienas Cuvée Prestige fra Domaine Darroux i Beaujolais er sol på flaske, og det kan enhver trænge til sådan en januaraften.

Så stod den på et lille stykke oksekød med 3 X løg - løgpuré, friterede løg og syltede løgringe sammen med en kartoffel-doughnut og sauce bordelaise, den franske måde at sige rødvinssauce på. Mørt, sprødt og lækkert.

Så blev der sat et ostefad til medspiseren, som han kunne sætte til livs med to forskellige vine, Dog Point Chardonnay 2007 fra Marlborough i New Zealand til de blidere oste og en sødere Garnatxa d'Empordá fra Spanien til de skrappere oste. Der var otte stk. i alt, spændende fra en blid vesterhavsost over en cremet gedeost til et par heftige blåskimmeloste. Alle var de modnet og tempereret perfekt. Garnituren var syltede nødder, og tilbehøret var grissini og knækbrød til de milde oste og sødt nøddebrød til de stærke.

En himmerigsmundfuld

På dette tidspunkt er man mæt. Men man tryller alligevel lidt ekstra plads frem, når man får en desserttallerken a la Miró foran sig. Chokolade og Passion hed den på menukortet. Det var en chokoladekage med passionsfrugtsorbet, kugler af passionsfrugt, hvid chokoladecreme, chokolademousse og lidt pynteligt snedrys. En dessert, der var noget af en mundfuld, men hvilken mundfuld! Hertil fik vi en welschriesling fra Østrig, som var prikken over i'et på et fremragende og anbefalelsesværdigt måltid hos Miró.

Vi kom af med 2.548 kr. for i alt 11 retter og (mindst) 12 glas vin samt to glas champagne til at sætte det hele i gang på. Det er en fin pris for en aften, hvor alt klappede, der var behageligt fokus på gæsterne, og måltiderne kom med indlagte pauser, der var lige tilpas - i en af dem kunne vi høre, hvordan tjeneren forklarede menuen i detaljer for et hold engelsktalende gæster.

Vi var imponerede over det hele - fem flotte stjerner til Miró.

Leveret af JP Aarhus

Jeg søger
Hvor

Billige restauranter

Annonce

Annonce