Foto: Jan Dagø

Anmeldelse af Restaurant Navigator

Af Tage Clausen10-04-2012

Alene beliggenheden ved lystbådehavnen borger grundlæggende for charmen. Dertil kommer, at man kan vælge mellem rustik, gammeldags kromad og den mere gourmetprægede menu.

Marselisborg Havnevej 46D
8000Aarhus C
Tlf. 86202058

Køkkentype:
Restaurant med dansk og fransk køkken.

Åbningstider:
Hver dag fra 11.30

Rent kulinarisk kan man sige, at restaurant Navigator på Marselisborg havn har to ansigter: På den ene side bydes der på traditionsrig kost grænsende til det trivielle: Wienersnitsel, peberbøf, engelsk bøf, svinemørbrad, stegt rødspætte, stegt flæsk og en dagens fiskeret afhængigt af, hvad fiskehandleren har at tilbyde.

Det er et spisekort, som vist uden undtagelser kunne have været brugt på en jernbanerestaurant i 1950'erne. Det er evige klassikere, og på det punkt er restaurationsgæsters smag forudsigelig, men nogen stor kulinarisk udfordring eller nye smagsoplevelser repræsenterer de jo ikke.

Også frokostkortet er ganske traditionelt med klassikere som bl. a. sild i forskellige variationer, æggekage, pariserbøf og stjerneskud.

På den anden side tilbydes en femrettersmenu, som signalerer anderledes kulinariske ambitioner grænsende til det gourmetagtige: Skaldyrssuppe med kammusling, blåmusling og salturt, carpaccio af kalv med svampechips og foie gras-terrine, en kombination af oksefilet og spidsbryst, forskellige oste og til sidst en karameldessert med havtornesorbet, hvid chokolade og marengs.

Bord med udsigt

Vi fik anvist et attraktivt bord med direkte udsigt til lystbådehavnen.

Vi undrede os en smule over, at betjeningen ikke anviste en garderobe til vores overtøj, men det var til at leve med, da det anviste bord var et firepersoners, så vi kunne bruge de to overskydende stole til overtøjet, der denne råkolde og blæsende forårsaften havde en vis fylde.

Betjeningen var hurtigt fremme med spisekort, vinkort og en flaske postevand, og derefter tog det nogen tid, inden hun var tilbage for at tage imod bestilling.

Efter at have forhørt os om, at dagens fisk var bagt torsk, var vi enige om, at det var den gourmetagtige femrettersmenu til 435 kr., vi skulle prøve. Der var ikke angivet nogen vinmenu, men der var et ganske pænt vinkort at vælge ud fra med mulighed for både enkeltglas og halvflasker - dog uden en eneste årgangsangivelse.

Til skaldyrsuppen valgte vi en halv flaske riesling fra Alsace, som viste sig at være årgang 2010 (155 kr.), og som tjeneren bestemt mente ville være fin til forretten.

Til hovedretten anviste hun uden tøven en flaske ripasso 2009 fra vinhuset Tomassi (430 kr.), men det er nok et standardsvar, hun bare har fået at vide i køkkenet, for da vi spurgte nærmere til nogle af de øvrige vine, kneb det slemt med konkrete svar.

God vin

Ikke desto mindre accepterede vi forslaget og konstaterede, at det drejede sig om en glimrende vin til prisen. Detailprisen er set til 159 kr., så restaurantprisen holder sig inden for det alment acceptable: detailpris gange tre.

Straks efter åbningen af rieslingen, som imidlertid viste sig at være lidt tynd og intetsigende, fik vi serveret en smuk lille amuse af rørt laksetatar og indtrådte dermed i gourmetland.

Der blev vi under indtagelsen af skaldyrsuppen, for den var virkelig delikat og i flot balance. Dog konstaterede vi, at noget lidt mere karakterfuldt brød ville have hævet oplevelsen. Det var lidt kedeligt.

Herefter var vi klar til forret nummer to, carpaccio af kalvekød med mayonnaise, salat og foie gras-terrine. Det er et lidt utraditionelt tilbehør til carpaccio. Ledsageren fandt kombinationen med foie gras lidt uheldig, mens anmelderen, der gerne spiser foie gras til snart sagt alt, var venligere stemt. Dog var vi enige om, at terrinen havde en underlig krydring, nærmest lidt julebrunkageagtig. Anmelderen mente at kunne ane et strejf af nelliker, eller var det allehånde? Under alle omstændigheder foretrækker vi foie grasens rene smag, højst suppleret med salt, peber og cognac.

Hovedretten bestod af oksekød i to variationer, dels rød oksefilet, dels noget pluk af oksespidsbryst, som var indbagt i en kroket og placeret oven på en mos af vistnok persillerod. Hertil pommes anna og flan med gulerodssaft, rødløg og en god sovs. Direkte dårligt var det selvfølgelig ikke, for elementerne smagte hver for sig glimrende, om end gulerodsflanen var fersk og ligegyldig, men det var ligesom, vi savnede den højere idé med kompositionen. Megen hjælp fra tjeneren fik vi ikke, for hun havde sat de to første retter på bordet uden et ord, og da vi spurgte til hovedretten, fik vi ikke anden forklaring, end hvad vi selv kunne se på tallerkenen.

Til de efterfølgende tre danske oste, som fint ledsagedes af ripassoen, og som var skåret gavmildt, fik vi hybenkompot og syltede valnødder i sukkerlage. Det var milde, velsmagende danske skimmeloste fra danske mejerier, og til dem passer en ripasso fint, mens det havde været nødvendigt med en sødere vin, hvis der var serveret stærke oste.

Sød vin var derimod nødvendigt til desserten, men her viste det sig, at der kun var tre valgmuligheder ud af de 10 dessertvine, der var angivet på kortet.

Anmelderen bestilte et glas sauvignon late harvest fra Chile, men da det ikke kunne leveres, og tjeneren på forespørgsel måtte erkende, at kun tre af de 10 vine var til rådighed, faldt valget på et glas moscato d'Asti (45 kr.).

Ledsageren sluttede af med en kop te (35 kr.), og det var ikke nogen stor oplevelse. Tebrevene var jævnt uinteressante, og vandet blev serveret i en kop og havde dermed tabt en del af varmen.

Det er ikke godt for smagen. Te skal laves med kogende vand.

Den samlede oplevelse af besøget på Navigator var lidt svingende, men da suppen og desserten hver især var på virkelig højt niveau, og da elementerne i hovedretten hver for sig var helt fine, om end vi havde lidt svært ved at se ideen i den samlede komposition, når vi lige op på fire stjerner.

Leveret af Jyllands-Posten

Jeg søger
Hvor

Konkurrence

Nyhedsbrev

Modtag de nyeste anmeldelser, nyheder og artikler om vin, opskrifter og meget andet.