Jyllands-Posten Finans Watch Medier Om Jyllands-Posten Persondatapolitik

Som følge af flere ejerskifter gennem de senere år har restaurationslokalet hver gang ændret karakter. Men malerierne med de gamle Aarhus-motiver på endevæggen har overlevet alle omskiftelser. Foto: Joachim Ladefoged

Anmeldelse af Retour Steak

Af

Det københavnske restaurantkoncept Retour Steak er kommet til Aarhus og har fundet sin plads i krogen over for banegården.

Banegårdspladsen 4, st.
8000Aarhus C
Tlf. 8863 0290

4out of6

Køkkentype

Steakhouse i bistrostilen

Åbningstider
Hver dag fra kl. 17.

Det er ærgerligt, når en ellers vellykket aften med god mad, god betjening og hyggelig stemning skal slutte med stigende irritation, men sådan var det denne aften på det nyåbnede Retour Steak på Banegårdspladsen i Aarhus. Det sted, som tidligere har huset Kroen i Krogen, M Ib og senest TGV-Cafe.

Maden var i orden, faktisk mere end det, og selv om betjeningen forekom lidt uerfaren – da vi spurgte til kortets petitfours, kunne hun kun oplyse, at de drejede sig om »pettifyr«, og at de var lavet af dej – var den samlede oplevelse absolut positiv.

Lige til vi var færdige og klar til at bede om regningen: Hele ni gange passerede tjeneren forbi vores bord med blikket stift fremadrettet og uden et enkelt sideblik, som kunne have vist ham, at vi faktisk forsøgte at komme i kontakt med ham.

Først den 10. gang lykkedes det at påkalde hans opmærksomhed. Han havde ellers været både opmærksom og venligt professionel tidligere på aftenen. Da vi også fik serveret profiteroles med vaniljeis i stedet for de bestilte petitfours, og det kneb lidt med at få ryddet brugt service af bordet, må vi konstatere, at betjeningen ikke ligger helt på samme kvalitets- og ambitionsniveau som køkkenet og stedets øvrige skarpt profilerede fremtoning. Profiterolerne blev dog stående uden beregning, mens den rigtige bestilling hurtigt blev serveret. Restauratøren Rasmus Oubæk har i forvejen to Retour Steak-restauranter i København, og med åbningen af restauranten på Banegårdspladsen i Aarhus har han altså udvidet konceptet til fastlandet.

Det handler om bøf

Konceptet er enkelt. Det handler først og fremmest om bøf. Gedigne skiver af kvalitetsoksekød stegt til perfektion: Hård, sprød stegeskorpe og efter kundens ønske blodrødt, medium eller (lad det ikke ske) gennemstegt indeni. Dertil kommer, at Rasmus Oubæk har opnået en vis berømmelse for sin bearnaise.

Man kan også få en fiskeret og burger med ost og bacon, men vi valgte at koncentrere os om bøfferne.

Dog ikke uden først at have indtaget et par snacks, som viste sig at være pænt store forretter, og et par egentlige forretter. Anmelderen valgte tørret skinke af uldgris (95 kr.), og hvilken velsmag. Intens, nøddeagtig – suppeleret med ristede mandler. Ledsageren valgte fire østers a 25 kr. De blev delikat serveret på knust is og krydret med ristede chorizoterninger. Østersene var gode, men chorizoen en kende dominerende.

Som forretter valgte ledsageren hvide asparges med mousselinesauce og fedtegrever (95 kr.), mens anmelderen valgte ravioli med spinatfyld (85 kr.) og supplerede med hummerkød, som kostede 95 kr. ekstra.

Igen oplevede vi serveringer af høj klasse. Aspargesene var kogt let, så de stadig var sprøde, og saucen var uforlignelig. Raviolien var drysset med parmesan og lækkert harmonisk. Hummerstykkerne var ok, men kom egentlig lidt til kort i den kraftige sovs på raviolien, men det er en detalje.

Vi havde nydt et glas cava (70 kr.) til østersene og skinken, og til forretterne et glas riesling naturvin og et glas chablis premier cru til hhv. 90 og 100 kr.

Tiden var inde til aftenens hovednummer, og forventningens glæde bredte sig. Vi måtte have en vin, der kunne matche de brutale bøffer, og valget faldt på en kraftig californisk merlot, en Vinca Minor fra Napa Valley. De 800 kr. for flasken er nok i overkanten af, hvad vi normalt ville vælge en hverdagsaften, men der var valuta for pengene. Det var virkelig en pågående sag. Alkoholprocenten var 12,8, men havde nogen ved en blindsmagning sagt 16 pct., havde vi troet på det.

Bøfferne kunne bare komme an, og det gjorde de så.

Mørbrad og ribeye

Ledsageren valgte en bøf af mørbrad, som if. kortet skulle serveres med rødvinssauce (265 kr.), men da vi nu var på besøg hos en restauratør, der er udråbt til ”bearnaisekonge”, ville hun da helst have bøffen serveret med bearnaise. Intet problem.

Anmelderen valgte at gå linen ud med en ribeye på 500 g (365 kr.) Bøfferne blev serveret med sprøde pomfritter og en kobbergryde med en bearnaise, der absolut levede op til reputationen. Et perfekt match mellem den fede emulsion og det skarpe riv i næsen af indkogt eddike.

Tilbehøret kostede ekstra: 35 kr. for ledsagerens grønne salat og 40 kr. for anmelderens haricot verts med parmesanskiver.

Bøfferne var perfekte. Smagfulde, møre og velstegte med hård stegeskorpe og hhv. rød og medium indeni.

Ribeyen gav imidlertid anledning til lidt overvejelse over, hvor meget 500 g oksekød egentlig skal fylde på en tallerken. 500 g er meget, selv om der er et vist stegesvind. Da vi ikke medbragte en køkkenvægt, skal vi nok vare os for skråsikker tale om bøffens vægt.

Måske var det en ide at indføre den skik, som man bruger på flere gode bøfrestauranter i udlandet, ikke mindst i USA og i middelhavsområdet, nemlig at præsentere den udskårne og klargjorte bøf for gæsterne inden tilberedningen. Men mætte blev vi, og fantastisk godt smagte bøfferne.

Til dessert valgte vi grillet blomme med mandler og mascarpone (80 kr.) og petitfour (40 kr.), og dertil en kop kaffe 35 kr. og en IPA fra Bryghuset Møn (60 kr.)

Regningen endte på 2.585 kr., og det er, hvad man må betale for kvalitet. Blot kunne man ønske sig, at en restauration på dette niveau ville ansætte kvalificeret, faguddannet personale til serveringen. Venlighed og imødekommenhed er godt, men ikke nok, især ikke hvis aftenen slutter med, at tjeneren ignorerer gæsterne.

Leveret af JP Aarhus

Jeg søger
Hvor

Billige restauranter

Annonce

Annonce