Jyllands-Posten Finans Watch Medier Om Jyllands-Posten Persondatapolitik

Lea Schou og Holger Schwartz nyder maden og hinanden ved den nye restaurant Sårt i Jægergårdsgade. Foto: Joachim Ladefoged

Anmeldelse af Sårt

Af

Maden er god på det nye spisested Sårt, men betjeningen er ét stort kaos. Det trækker betydeligt ned i den samlede restaurantoplevelse, og det er rigtigt ærgerligt.

Jægergårdsgade 6
8000Aarhus C
Tlf. 8612 0070

3out of6

Køkkentype

Deli og restaurant

Åbningstider
Onsdag-fredag kl. 10-14 og lørdag-søndag kl. 16-21.


Parmaskinke, norditaliensk pølse og røget oksekød med tilbehør af bl.a. krydret friskost. Foto: Kim Pauli

Allerede ved ankomsten fornemmede vi, at dette næppe blev verdens største restaurantoplevelse, og havde vi ikke været her i embeds medfør, var vi sikkert gået igen ret så omgående.

Det er ikke sjovt at blive totalt ignoreret, når man træder ind i en restaurant. Personale var der, men ingen værdigede os et blik, og det var umuligt at få øjenkontakt med nogen. Efter at have trippet i fem minutter trådte vi helt ind i spiseområdet og kiggede os rundt. Ingen reaktion fra personalet.

Vi henvendte os derefter til en tjener, der stod bøjet over nogle papirer, der måtte være meget vigtige, siden han ikke havde tid til at tage sig af ankommende gæster.

»Ved du, hvor vi skal henvende os? Vi har bestilt et bord til to.«

»Navn?« sagde han uden at løfte hovedet. Vi oplyste navnet.

»I skulle have siddet dér,« sagde han og indikerede, hvilket bord han mente.

»Men nu skal I sidde dér.«

Han kiggede på os og pegede med tommeltotten mod et andet bord. Så bøjede han sig igen over sine betydningsfulde papirer. At følge gæsterne til bords kunne der åbenbart ikke blive tale om. Ved det anviste bord var der kun én siddeplads. Altså skaffede vi selv en ekstra stol.

Betjeningen blev bedre i løbet af aftenen, i perioder i hvert fald, men det overordnede indtryk var, at der herskede en betydelig grad af kaos i restauranten. Sårt er et nyt spisested, og måske skal det tilskrives begyndervanskeligheder. Men der skal bedre styr på betjeningen, hvis stedet skal gøre sig gældende, for det er en helhedsoplevelse at gå på restaurant. God mad er ikke nok.

Kreativt menukort

Efter den mærkelige velkomst undrede det os ikke, at det også tog sin tid at få menukort og især at få lov til at bestille. Menu- og vinkortet var et håndskrevet ark med et virvar af oplysninger på begge sider, meget kreativt, men lidt uoverskueligt med kun sparsomme oplysninger om maden: »Fisk – dagspris«, »kød – dagspris«, »grønt; kold«, »grønt; varm« eller »pølse«, stod der f.eks. Der var lagt op til dialog med tjeneren. Fint nok.

Vi valgte ”blandet landhandel”, som kræver mindst to bestillinger (350 kr. pr. næse). Konceptet er, forklarede tjeneren, at man får serveret fire-fem retter, der kommer ind på bordet i tapasstil, altså til deling. Køkkenet bestemmer retterne, og de kan variere fra dag til dag efter kokkens humør og muligheder i forhold til årstidens råvarer.

Det lød spændende, og de fleste af retterne var overordentlig vellykkede og velsmagende. Hvad fik vi så?

Grillet spidskål med ”mormordressing”, krydderurter, radiser og purløg. Parmaskinke, norditaliensk pølse og røget oksekød serveret med bl.a. urter rørt i friskost. Tagliatelle med hummersauce, kødboller, purløg og koriander. Friskpillede rejer med grillede, grønne asparges. Sauerkraut og pølser lavet af svine- og fårekød.

Som afslutning fik anmelderen en koldskålsdessert med rabarber, mascarpone og krydderurter (50 kr.) – og medspiseren en ostetallerken med gruyère, comté og morbier ledsaget af oliven og lidt sødt (50 kr.).

Vi ville finde det naturligt at servere rejerne først. Men retterne kom tilsyneladende i tilfældig rækkefølge, og vi skulle først igennem spidskål, fadet med kød og derefter tagliatelle og kødboller, før rejerne kom på bordet. Rejerne var i øvrigt den eneste af aftenens serveringer, som vi fandt mislykket, fordi de havde mistet deres bid og var helt bløde og slatne på en ikke rar måde.

Ukrainsk, nå nej, georgisk

På anbefaling af tjeneren fik vi først hver et glas hvidvin (80 kr.), som tjeneren ved bestillingen præsenterede som ukrainsk. Da han skænkede vinen, havde han fundet ud af, at vinen – fra huset Okro – var fra Georgien.

Den særprægede, orangegule vin havde et strejf af cider over sig og ville have været en interessant aperitif; som ledsager til husets rustikke køkken var den mindre egnet.

Helt grotesk blev det, da vi senere bad om et forslag til en dessertvin, og tilfældet ville, at vi blev vejledt af en anden tjener end ham, som havde betjent os det meste af aftenen. Hans forslag? Igen hvidvinen fra Okro, der heller ikke denne gang matchede maden.

Vi er nødt til at nævne, at vi ligeledes på anbefaling af en tjener fik præsenteret en glimrende økologisk rødvin fra Rhône, Les Grelots, lavet af vinmageren Sylvain Bock. Lad os ikke dvæle ved, at der gik ged i det, da vi bad om et glas mere – og fik serveret noget helt andet. Det blev der retfærdigvis rådet bod på, selv om vi naturligvis kom til at betale for den vin, vi lod gå ud.

Tjeneren gik

Efter at have bedt om regningen ventede vi i en halv time. Tjeneren var gået ud bagved i en lille gårdhave, hvor vi kunne høre, at der blev snakket, og først da vi rejste os for at gå, kom han spurtende. Regningen på 1.430 kr. forstod vi ikke helt, men vi accepterede den uden videre, fordi vi ikke orkede mere.

Vi lander på tre små stjerner. Vi ville gerne have givet mere, fordi køkkenet tydeligvis gør sig umage, og maden faktisk er god og spændende. Det lidt rustikke koncept virker sympatisk. Men med så kaotisk en betjening kan det – prisen taget i betragtning – ikke blive til mere i samlet bedømmelse. Ærgerligt.

Leveret af JP Aarhus

Jeg søger
Hvor

Billige restauranter

Annonce

Annonce