Vi har netop haft den enestående gode årgang 2009, og nu er 2010 på vej ind i butikkerne. Den ser lige så lovende ud – mindst.
Bordeaux har med rette været kritiseret for at levere mindre spændende vine til alt for høje priser, men billedet er ved at vende.
Området er meget årgangsfølsomt, da druerne kun modner optimalt og opnår den absolut bedste kvalitet i nogle få helt særligt gunstige og solrige år. Når det lykkes for Bordeaux, skal andre vindistrikter gøre sig virkelig umage for at følge med. Alt lykkedes i 2010.
Ugens fokusvin Château Le Chêne 2010 lover flot med sin sprøde rene frugt, sin store aromarigdom og sin umiddelbare tilgængelighed – ikke mindst sin unge alder taget i betragtning.
Château Le Chêne 2010
Fakta: AOC Haut Medoc, Bordeaux.
Pris: 59,95 kr. på tilbud i uge 12.
Forhandler:
www.philipsonwine.comIntens og frisk solbærnæse med aromatisk, kultiveret og sødmefuld frugt og nydeligt dimensioneret egetræ. Sprød superren rød mundfrugt med personlighed og rank tannin. Vellavet, charmerende, præcis og harmonisk.
Taverna il Lagarino 2007
Fakta: IGT Basilicata, Italien.
Pris: 74,45 kr. – i uge 12 to flasker for 120 kr.
Forhandler: SuperBest.
Varm ren bærfrugt med rosinpræg og modent egetræ med lidt vaniljetoner. Pæn, lidt enkel mundfrugt med køligt helhedspræg og lovlig let struktur. Glat vin med velvalgt krydderi og medium styrke.
Pinot Grigio delle Veneto 2010
Fakta: IGT, Italien, hvidvin, 12 pct.
Pris: 33,45 kr. – i uge 12 seks flasker for 165 kr.
Forhandler: Lidl
Ren lille citrusfrugtnæse med køligt helhedspræg. Smag med glat og sprød frugt suppleret af et pænt krydderi og med en vellykket syrebalance. Let og delikat vin velegnet til helt lyse fiskeretter i nydelig, omend spinkel stil.
Les Darrons 2010
Fakta: AOC Languedoc, Sydfrankrig.
Pris: 84,95 kr.
Forhandler:
www.eriksorensenvin.dkSaftig, mørk og animalsk frugt med markant egetræ og lidt lædertoner. God tæt mundfrugt med tiltalende fylde, kultiveret sødme og udmærket om end rigeligt kraftigt krydderi. Vellykket kontant tanninstruktur og god frugtig længde i eftersmagen.