Cofoco vokser i alle retninger

En frossen ært er en frossen ært. Og majs kan man få i alle supermarkeder.

Men hvad med frosne kastanjer, hestebønner, morkler og svampe? Til en pris, som folk vil betale. Eller hvad med frosne færdigretter, som ordentlige lasagner?

Jo, hvorfor ikke! Folkene bag Cofoco har fået en ny idé, opdaget et uudfyldt hul i det danske madmarked.

»Nu vil vi lave frostmad, for her i Danmark er der langt mellem gode frostprodukter. Du får en lasagne i supermarkedet for 25 kroner, som er det værste, du nogensinde har spist,« siger Cofocos såkaldte eventyrminister Jonas Hjorth.

Der findes masser af halvtriste emner herhjemme, som med den rette portion kærlighed kan blive til gode forretninger. »I Frankrig er frostmad stort, og der findes deciderede frostsupermarkeder. Frostmad kan også blive kæmpestort herhjemme, « siger han.

Volumen er nøgleordet

Frostmad er blandt de seneste skud på en efterhånden høj og tyk stamme i Cofoco – eller Copenhagen Food Consulting. Virksomheden har opnået en størrelse og succes, der kan retfærdiggøre anmeldernes titler som madimperium og restaurantmatador, med koncepter som ikke tidligere har eksisteret i Danmark, men som forbrugerne efterspørger.

Ved at sælge billig, men god mad for flest mulige gæster i flest mulige restauranter kryber omsætningen op i nærheden af 100 millioner kroner. Hver uge spiser 5-6.000 mennesker på Cofocos ni restauranter, der spænder fra pizza til nordisk inspireret mad i prislejer fra 25 kroner for en tiramisu til 300 kroner for tre retter mad.

»Volumen er et keyword for vores succes. Normalt femdobler et spisested prisen på råvarerne. Vi ganger med tre, og kan vi på den måde lokke dobbelt så mange gæster ind, kan vi både være billigere og tjene flere penge. Det vigtige er, at vi kan lave billige produkter, uden at de ligner lort og er discountagtige,« siger Jonas Hjorth.

Cofoco producerer desuden madmagasinet Copenhagen Food, ejer et hotel ved Nice i Sydfrankrig, har et frostsupermarked og en slagter og leverer frokost til godt 1.100 kunder hver dag.

Cofoco er også begyndt at afholde Dining Week, hvor godt 53.000 gæster i vinterferien spiste på 87 restauranter i København, og er involveret i en række andre projekter.

En kokkelevs idé

Tankegangen om at sælge masser af mad billigt kommer fra Cofoco-stifter Torben Klitbo. Han var endnu kokkeelev og knap fyldt 20, da han for 12 år siden afprøvede sin første idé med at sælge billige nytårsmenuer: Tre retter for 200 kr. Første år solgte han 150. To år senere 2.800.

I 2003 videreudviklede Klitbo sin forretningsidé om billig mad i massevis og åbnede som nyuddannet kok en takeaway-butik på Istedgade med oksesteg for en 50’er – fordi han mente, at takeaway-udbuddet i København var for trist. Var man ude efter noget rigtig lækkert, så kostede det også derefter. Hans butik blev en succes med køer langt ned ad gaden og 600 solgte kuverter på en god dag.

Året efter så han endnu et uudfyldt hul i branchen. Han lavede byens første røgfri restaurant med langborde i barhøjde og mad, der lignede de dyre restauranters, men til studenterpriser.

Og sådan har det været siden. Næsten uden slinger har han med sin makker, gymnasiekammeraten Christian Lytje, og et voksende team bag – i dag godt 300 mand – formået at åbne og drive flere restauranter end de fleste.

Hvordan kan det lade sig gøre at åbne restauranter på stribe? Hvorfor er det hele ikke faldet sammen på noget tidspunkt? »Det har vi sgu også spurgt os selv om mange gange,« siger Jonas Hjorth med et selvsikkert grin.

»Men det har selvfølgelig noget med vores risikovillighed at gøre. At vi springer ud over rampen i stedet for at sidde og summe over projekterne i halve og hele år. Vi blev også hjulpet af finanskrisen. Jeg vil ikke citeres for, at finanskrisen var et held, for sådan skal det ikke forstås. Men der findes for eksempel firmaer, der har brug for at spise ude seks-otte gange om året, og de er måske under krisen faldet fra et dyrere prisleje ned til vores klasse.«

Selvfølgelig får ikke alle idéer samme medvind. For eksempel blev restauranten Auberge på Østerbrogade tænkt og udviklet som gourmetrestaurant, men det gik slet ikke, så i dag fungerer stedet som privat dining og takeaway og hedder Numéro 64.

Og for to år siden, efter at Cofoco havde åbnet sin hidtil største restaurant med plads til 100 spisende, fandt man ud af, at det engelske gastropub-koncept slet ikke holder herhjemme. Engelske Public House blev lavet om til italienskinspirerede The Italian.

Hverken Michelin-stjerner eller millioner

Men uanset hvad fortsætter idéerne med at blive til virkelighed for tiden. I år planlægger Cofoco flere udvidelser. Selvom den nordiske madbølge ruller, så er ambitionerne umiddelbart hverken Michelinstjerner eller millioner.

For teamet handler det derimod om at formere og brede foretagenderne ud og sætte sig på flere områder – så langt økonomien kan række. For eksempel vil regnskabet fra 2011 ende mellem plus og minus 500.000 kr., for alt mulig indtjening bliver brugt på ekspansion.

Ud over at satse på frostmarkedet vil der i år blive åbnet en nordiskinspireret restaurant med skandinavisk designede møbler.

Og så er et helt nyt marked åbnet for Cofoco: Fly- og feriemad. Det område åbnede sig op efter et samarbejde med Apollo Rejser på Tenerife, hvor Cofoco blev hyret som madkonsulent og blandt andet lavede en dansk version af den spanske tapas med bøffer og oste, for som Jonas Hjorth siger, så er der groft sagt »kun Snickers, chips og cola på Tenerife, og det er skuffende, trist og direkte pinligt«.

»Men vi er ikke interesserede i at opdrage folk i, hvad de skal spise. Vi er heller ikke interesserede i at lave store tournedoser med bearnaisesovs og læne os tilbage. Så vi har forsøgt at møde alle de nordiske krav om bøffer og pomfritter ved at lave en nordisk version af den spanske tapas,« siger Jonas Hjorth.

Madverdenens Ikea

Anmeldere og madskribenter har sammenlignet Cofoco med IKEA. Sammenligningen er rigtig på flere måder.

»Vi vil gerne være folkelige og give vores produkter en lav pris, og vores tankegang om stordrift og tilgængelighed er som IKEA’s. Både arbejderen og direktøren køber mad hos os,« siger Jonas Hjorth. På nogle punker ønsker Cofoco at være anderledes.

»Restauranterne skal ikke være spyttet ud fra en fabrik. De skal ikke ligne hinanden eller være en del af en kæde ligesom Jensens Bøfhus, men skal hver især have deres egen personlige stil,« siger Jonas Hjorth.

Men alligevel har Cofoco lejet Lufthansas enorme køkken i lufthavnen, og som Jonas Hjorth indrømmer, så gør et storkøkken som dette det lidt lettere at lave mad til mange restauranter på én gang. Er det blot et spørgsmål om tid, inden restauranter- nes retter bliver masseproduceret i lufthavnen?

»Ja, nogle produkter. Men det kan vi altså ikke helt tale for højt om, for så kommer det til at ødelægge oplevelsen. Det skal jo helst være rigtige mennesker og ikke maskiner og robotter, der laver maden,« siger han.

Meget lugter med andre ord af, at Cofoco bevæger sig væk fra deres anerkendte koncept med billige kvalitetsmåltider og over imod den mindre gode kvantitet, hvor stordriften og pengene er vigtigere end smagen og oplevelsen.

»Det er jo det, der kan ske, når man ekspanderer. Vi frygter, at kvaliteten vil blive dårligere, og vi tænker sindssygt meget på det. Men så længe Cofoco er drevet med hjerteblod, så vil der fortsat være fokus på produktkvalitet,« lover eventyrministeren og uddyber:

»Hvis Mærsk var frisk til det sidste, så vil jeg nødig se, hvad Torben er. Han vil blive ved med at sprøjte forretninger ud. Der vil sikkert komme noget nyt lige om lidt, som vi knap nok selv er klar over.«