Romantée-Conti i Randers

Der står et kors på hjørnet af den mark, der hedder Romanée-Conti, men hvem kan tænke på det, når man er landet på Scandic i Randers?

Det kan jeg lige om lidt, for vel er Scandic en sjælløs affære, men på den nærliggende restaurant Skovbakken gemmer sig store ting i kælderen, hvad der er grunden til, at den danske importør Sigurd Müller har henlagt smagningen hertil.

Og ikke en hvilken som helst smagning. Vi taler om Domaine Romanée-Conti (DRC), cremen af rød bourgogne og stadig verdens mest eftertragtede rødvin, som handles til priser, der gør smagninger som denne til en sjældenhed.

Når man hører om DRC, er det nemlig oftest i form af nyheder om nye auktionsrekorder, når en uåbnet, originaltrækasse er blevet handlet til svimlende summer, solgt og købt af rige mænd med passion og samlermani.

Væsentlig sjældnere er det at høre om folk, der faktisk åbner flaskerne. Og det er jo det, der er meningen.

Dagens tema er årgang 2000. En blød, tilgængelig årgang i Bourgogne (og andre steder). Seks flasker med navne, der klinger historisk, litterært og livsaligt velsmagende. F.eks. Richebourg, La Tâche, Échezeaux. Og Romanée-Conti.

Man skal kende jorden for at vide, hvor den ene holder op, og den anden begynder. Det ses af plovfurerne og kendes på fornemmelsen, og den vidt berejste direktør Ib Bergkjær prøver at fremmane fornemmelserne denne tidlige forårsaften i Randers.
Han fortæller om husets historie, der også kruses af bitre stridigheder.

I 1760 blev vinmarken La Romanée solgt til fyrsten af Conti, som kun havde glæde af den i kort tid. Hans besiddelser blev beslaglagt under revolutionen, hvorefter marken nu kun bar hans navn. I 1819 blev marken solgt igen, og små 100 år efter, i 1911, arvede familien de Villaine hele ejendommen.

Edmund Guidon de Villaine solgte i 1942 halvdelen af firmaet til sin ven Henri Leroy, som ejede en stor og succesrig negociantvirksomhed, og som derfor kunne bidrage med både markedsføring og forretningssans. Henri Leroy sørgede for, at domænets besiddelser voksede.

Men idyllen varede ikke ved. Da Leroys datter, den senere så berømte og til enhver tid egensindige Lalou kom til, gik det galt.

Allerede som 23-årig havde hun fået overladt ledelsesansvaret af sin far, som havde stor tillid til hende. Da Henri Leroy døde i 1980, overgik 25 pct. af aktierne til hende, mens hendes ældre søster Pauline fik de andre 25 pct.

Villaine-familiens part var fordelt på 10 familiemedlemmer.

Nu begyndte Lalou for alvor at arbejde i kældrene. Hun ville lave vin på sin måde og indledte et tæt samarbejde med kældermesteren. Da hun samtidig kontrollerede familien Leroys negociantfirma, der også stod for distribution af DRCvinene, havde hun stor magt.
I 1993 besluttede hendes søster sammen med Villaine-familien at afsætte Lalou som direktør. Den direkte årsag var, at Lalou sammen med sin mand havde skabt Domaine Leroy, en direkte konkurrent til DRC. Hun beholdt sine aktier, men var nu sat uden for indflydelse og kunne koncentrere sig om at lave vin i sit eget navn – hvad hun gør med stor succes og efter biodynamiske principper, som har skabt hende en mindre hær af troende disciple rundt omkring i verden.

Alt det er historie, og folk kender den godt, det er ikke begyndere, Ib Bergkjær taler til. Blandt publikum er hovedrige folk. Én fortæller, at han snart rejser til Bourgogne for at besøge DRC og deltage i en prestigiøs smagning. Det er en ære at være med, det ved vi. Og så koster det for resten 15.000. Altså euro.

Lidenskaben har sin pris, og prisen, sådan er det, spiller også en rolle i vore hjerner, mens vinene skænkes op med akkuratesse og disciplin. De er perfekt tempererede, hvad der ikke er nogen selvfølge, og det er det heller ikke, at man husker at rotere, så det ikke hver gang er den samme gæst, der får først. Og sidst.

Først Échezeaux, den forventeligt mindste af de seks vine, og det holder stik, selv om den er virkelig god, åben og generøs med en liflig sødme iblandet en vis rustik charme. Næste vin er Grands Échezeaux, væsentlig større, hvad der vil sige mere kompleks med en smag, der bliver længere i munden. Vi begynder at få fornemmelsen af den spændstighed og den anspændte balance, der er lig med stor bourgogne.

Vi sidder tæt på hverandre, men ikke meget tættere end de marker, vinen kommer fra. Det er små jordlodder, nærmest ufatteligt små ud fra en landbrugsmæssig betragtning, men en kvadratmeter i dette område koster mere, end hvis den havde ligget på Concorde-pladsen.
Derfor er det heller ikke helt almindelige landmænd, der arbejder der.

Som regel er der flere producenter om en lille bitte mark, men med de allermest berømte, markerne Romanée-Conti og La Tâche, er det anderledes. Her har DRC monopol.

Vi smager først Romanée St. Vivant, der på en gang er saftig og let, nærmest feminin i stilen, og går så til den generøse, bredt anlagte Richebourg, der udviser modne, søde toner.

Det er generelt for årgangen, at den virker klar, og det er med til at gøre smagningen unik, i hvert fald for mig. Jeg har flere gange smagt den nye årgang DRC igennem, også på åstedet, hvor jeg faktisk smagte netop 2000 fra fad. Men at få lov at smage en moden årgang på denne måde er noget særligt.

La Tâche folder sig ud med en utrolig rigdom og kompleksitet. Det er vin af en anden verden, og den kan kun komme fra Bourgogne.
»Der er så meget af dette, vi ikke forstår. Tusinder og atter tusinder år tilbage har jorden forskubbet sig, undergrunden er blevet dannet og har skabt dette særlige sted. Fra mark til mark er der forskel. Det er jorden, der gør den, og det er jorden, der skaber vinen,« sagde Aubert de Villaine i sin tid til mig, et typisk burgundisk statement, men noget er der altså om det.

Og så finalen. Det er grandiost og omvæltende, og vi klamrer os til vore glas, som vi slæber med ind til middagen.

Det er også dyre dråber. Prisen for en Romanée- Conti ligger omkring 40.000 kr. for en flaske nu om dage. Produktionen er på omkring 450 kasser om året, og en lille del kommer til Danmark. Flasken plejer at ligge som rosinen i pølseenden i en blandet kasse fra domænet, men DRC har bedt importøren om at holde op med at sælge i disse lukkede trækasser for at hindre den udbredte spekulation.

På samme måde skal alle tomme flasker efter denne smagning smadres. Man vil ikke risikere, at de på et eller andet tidspunkt ender i de forkerte hænder og bruges til forfalskninger.
For selv en falsk DRC kan være penge værd, såmænd også en tom flaske. Men en ægte, fuld flaske er nu det bedste.