Jyllands-Posten Finans Watch Medier Om Jyllands-Posten Persondatapolitik

Størstedelen af cava, en mousserende vin fra Spanien, produceres i Penedes i Catalonien. Foto: Wikimedia Commons

Cava er andet end billige bobler

Af Anders Halskov-Jensen02-06-2016

Jyllands-Postens vinekspert slår et slag for et mere kontinuerligt forbrug af boblevin, og det behøver ikke at være den dyre champagne hver gang. Her er syv billige og ganske fine cava'er.

NB. Artiklen blev første gang bragt i Jyllands-Posten den 29. marts 2016.
Påsken lakker mod enden. Og medmindre du er brandmand, betjent, flyveleder eller lignende, har du formentlig haft fri, nydt det spirende solskin, måske været i haven eller været til påskefrokost.

Men har du drukket bobler? Jeg slår med jævne mellemrum et slag for et mere kontinuerligt champagne-forbrug jævnt hen over året i stedet for blot til nytår, men der kommer jo også boblevine fra andre lande, f.eks. Spanien.

Her hedder de mousserende vine ”cava” og laves som regel på druerne macabeo, parellada og xarello. Det meste cava produceres i Penedes, men vinen laves også i andre dele af Spanien. Cava skal være lavet på ”champagne-metoden” hvor vinen andengærer på flaske, hvilket skaber boblerne.

Som med al anden vin kommer cava i mange forskellige kvaliteter. Du kender formentlig de to store mærker Freixenet og Codorniu, som har været billige champagnealternativer i supermarkederne i årevis, men der er andre fisk i søen end dem, og det ville være synd at lade de to være dit eneste indtryk af spansk boblevin.

Prøv at gå en tur til vinhandleren og spørg efter en god cava, næste gang tilværelsen fordrer lidt bobleglæde, tirsdag aften skal peppes lidt op eller din kære skal forkæles lidt. Forårets natur er boblende liv, og du må gerne supplere med lidt ekstra spanske. Også på en tirsdag.


Krismanel Brut


Pris: 75 kr. v. 6 stk (normalpris 99 kr.)
Forhandler: www.atomwine.dk

Mild næse af pære, citrus og grus. Mousse med store bobler og relativt sød for en ”brut”. Behagelig vin, der dog ikke gør det store væsen af sig, men fin til prisen.




AT Roca Brut Reserva 2013

Pris: 119,95 kr. (normalpris 179,95 kr.)
Forhandler: Theis Vine

Noget lukket næse med lidt æble og Kæmpe Læske. Spændstig mund med livlig mousse, god syre og et lille bittert bid. Fin.




Canals Nadal Brut Natural Reserva

Pris: 109,95 kr. v. 6 stk (normalpris 129,95 kr.)
Forhandler: Erik Sørensen Vin

Dejlig næse med toast, gærdej og æble. Knastør og krydret mund, livlige bobler og god harmoni. Fin cava til mad, fx skaldyr eller bløde gedeoste.




Recaredo 2008 Brut Nature Gran Reserva

Pris: 149,95 kr.
Forhandler: Philipson Wine

Moden og kompleks næse af ristet rugbrød, brioche og æble. Herlig mund med oxiderede nøddeagtige toner, flot mousse og livlig syre. Flot vin, testvinder og 5 store.




Castellblanc Extra Cava Semi Seco

Pris: 69,75 kr.
Forhandler: Skjold Burne

Aromatisk og sød cava med relativ høj syre. Blid mousse men ikke megen karakter. Koster dog heller ikke alverden og skal nok kunne skylle en reception eller et studentergilde ned.




Agusti Torello Mata Reserva 2011

Pris: 119,95 kr. (normalpris 169,95 kr.)
Forhandler: Theis Vine

Dufter mildt af svovl og grønne æbler. Herlig moden og fyldig mund, stødt æble, rugbrødsdej, grønne urter. Svag mousse og slutter lidt vandigt af.




Juve Y Camps Brut Nature Reserva 2011

Pris: 165 kr.
Forhandler: HJH/Vinspecialisten

Krydret næse med lime, kvæde og peber. Spændstig mund, god mousse og blid syre. Saftig og seriøs cava. Prøv til grillet jomfruhummer.

Leveret af Jyllands-Posten

Jeg søger
Hvor

Vinproducenter

Vinproducenter
Læs om en række vinproducenter og se et udvalg af deres vine. Se Vinproducenter

Annonce

Annonce