Jyllands-Posten Finans Watch Medier Om Jyllands-Posten Persondatapolitik

Til påskelammet hører også en god påskevin. Foto: AP/Nasser Nasser

Disse vine efterlader dig lamslået

Af Anders Halskov-Jensen02-05-2016

Læs med, når Anders Halskov-Jensen tester vine til påskelammet.

NB. Artiklen blev første gang bragt i Jyllands-Posten den 22. marts 2016.
Jeg undskylder på forhånd den finurlige sprogfinte i overskriften, for der er umiddelbart ingen sensationer at hente i denne artikel, men det skal altså handle om lam. Og vin, selvsagt.

Påsken står jo i den grad for døren og du er måske endda så heldig at have ferie her i mellemdagene, inden det bliver rigtigt påske. Og så har vi jo tradition for påskefrokoster, påskeøl og påskelam. Jeg husker barndommens påsker som øjeblikke hvor freden virkelig sænkede sig over landet, når alting var lukket skærtorsdag og langfredag. Men med den liberaliserede lukkelov er mange butikker åbne i påsken, hvilket tillader dig at improvisere en lammemiddag, hvis ånden skulle kommer over dig.

Og så skal der jo vin til. Lam er en utroligt dejlig spise, hvor de forskellige udskæringer varierer i både smag og fedt og dermed byder på mange muligheder i køkkenet. Nogle har en mild aversion mod ”uldsmagen”, men ordenligt, frisk lam smager sjældent af uld. Hvis du er bekymret på egne eller gæsters vegne, kan du holde dig til lammefilet eller mørbrad, der smager mildt og utroligt dejligt. Selv er jeg glad for lammeskank, der smager fantastisk, har god struktur og kan blive utroligt mørt. Det tager tid, men har du ikke også det i påsken?

Uanset hvad, så skal der jo noget vin til og mulighederne er legio. Men jo kraftigere, dit stykke lam smager, des mere krydret og kraftig skal vinen også være.

Tilbehør og sauce til dit lam har også noget at skulle have sagt. Så hvis du giver den gas med hvidløg, rosmarin og citronskal på 7-timers lammekøllen (fransk bistro-klasssiker), skal du have mere smæk på vinen, end hvis du serverer rosastegt lammefilet med spæde forårsgrøntsager i flødesauce.

Vinene i ugens test er alle rigtig dejlige og passer også ind i forskellige lammesammenhænge, hvilket jeg har forsøgt at angive i smagsnoterne. Rigtig god påske.


Punto final Reserva malbec 2012

Pris: 129,95 kr. v. 6 stk. (normalpris 149,95 kr.)
Druer: Malbec
Område: Mendoza, Argentina
Forhandler: Erik Sørensen Vin

Kølig, lidt underspillet næse med brombær og hyldebær. Blød og saftig mund, blide tanniner og levende syre. Vellavet vin i populær stil. Prøv den til lammekølle med kartofler stegt i ovnfedtet. Kan lagres.


Schubert Pinot Noir 2012

Pris: 159 kr. v. 6 stk. (normalpris 199 kr.)
Druer: Pinot noir
Område: Wairarapa, New Zealand
Forhandler: www.jyskvin.dk

Druetypiske noter af modne skovbær krydret med et næsten mentol-agtigt præg. Sart mund med flot mineralitet og syre i et køligt udtryk. Ret fin vin, men ikke til alle lammeudskæringer. Hold dig til filet eller mørbrad, evt. ledsaget af de første forårsgrøntsager og en mild sauce.


Niepoort Rótulo Dao Tinto 2013

Pris: 89,75 kr. (normalpris 119,75 kr.)
Druer: Alfrocheiro, jaen og touriga nacional
Område: Dao, Portugal

Smooth og indbydende blåbærnæse. Spændstig, rank og juicy mund. Skøn, elegant vin med stor drikke-appeal, der skyller alle tilberedninger af lam ned.


Errazuriz Estate Series Carmenere 2014

Pris: 85 kr.
Druer: Carmenere
Område: Aconcagua, Chile
Forhandler: H.J.Hansen/Vinspecialisten

Næsen er en klassisk aromatisk bombe af hyldebær og grøn peberfrugt. Munde er cremet, blød og i fin balance. Der er malet med den brede pleaser-pensel og resultatet er nydeligt. Braiseret lammeskank eller bryst vil matche fint.


Ernie Els Merlot 201

Pris: 159,95 kr. (normalpris 219,95 kr.)
Druer: Merlot
Område: Stellenbosch, Sydafrika
Forhandler: Theis Vine

Næse af solbær og kaffe. Dejlig harmonisk mund med cremet frugt og blide tanniner. Vellavet vin med diskret charme, f.eks. til lammefilet.


La Rioja Alta Vina Ardanza Reserva 2007

Pris: 149 kr. v 6 stk. (normalpris 185 kr.)
Druer: Tempranillo, garnacha
Område: Rioja, Spanien
Forhandler: www.atomwine.dk

Næse fra før verden gik af lave. Modne blommer, amerikansk fad, læder og blomsternoter. Smuk, mundvandsfremkaldende vin med saftig frugt, lidt ru tanniner og et modent udtryk. Rød lammefilet eller rosa kølle og påsken er reddet.


Remelluri Rioja Reserva 2010

Pris: 139,95 kr.
Druer: Tempranillo, garnacha, graciano
Område: Rioja, Spanien
Forhandler: Philipson Wine

Næse med mint, røde bær, grønne urter og lidt vanille. Læskende, saftig mund med flot balance mellem frugt, alkohol og syre. Mineralsk, ren og smuk vin, fin at drikke nu. Til lammefilet eller mørbrad fra grillen.


Kurt Angerer Kies Grüner Veltliner 2015

Pris: 129,95 kr. (normalpris 209,95 kr.)
Druer: Grüner veltliner
Område: Niederösterreich, Østrig
Forhandler: Theis Vine

Herlig fed næse, syltet pære og våd flint. Smuk, ren og saftig mund med cremet frugt, smag af granny smith og livlig syre. Prøv til lammebrisler.

Leveret af Jyllands-Posten

Jeg søger
Hvor

Vinproducenter

Vinproducenter
Læs om en række vinproducenter og se et udvalg af deres vine. Se Vinproducenter

Annonce

Annonce