Jyllands-Posten Finans Watch Medier Om Jyllands-Posten Persondatapolitik

Foto: Mik Eskestad

Du drikker for lidt Rosé - gør du ikke?

Af Anders Halskov-Jensen10-06-2016

Rosé har en forunderlig evne til at fremkalde sol og sommer-känslor - og du drikker for lidt af det.

NB. Artiklen blev første gang bragt i Jyllands-Posten den 4. april 2016.
Du drikker for lidt rosé. Det skriver jeg mindst en gang om året og jeg har på fornemmelsen, det stadig passer. Men rosévin har altså en forunderlig evne til at fremkalde sol og sommer-känslor og med den spirende forårssol og tocifrede temperaturer er det på tide at understøtte det lidt.

Der findes meget dårlig rosé, og hvis ikke du holder af vintypen, har du måske bare fået fingrene i det forkerte? En af dem, der med alt for meget restsukker nok kan virke behagelig, men efter halvandet glas bare giver halsbrand og tørstfornemmelse. Been there – done that. Seriøs rosé er til gengæld i stand til at matche et bredt spektrum af mad, give stor vinøs tilfredsstillese og optræde læskende på en måde rødvin sjældent kan.

Derfor bad jeg til dagens test om forhandlernes bedste bud på ambitiøs rosé, så både du og jeg kan gå ryste vinteren af os og få forårsfornemmelser i blodet.

En interessant observation i løbet af denne test var at Chateau Pibarnon, som jeg holder meget af, virkede hård og lukket i en grad hvor jeg næsten ikke brød mig om den. Men en plasketur på karaffel gjorde underværker og vinen åbnede op og ”blev sig selv”. Det gælder således både for hvid, rød og rosé at en ung vin, der virker knibsk har gavn af en tur i karaflen, margretheskålen eller hvad du nu ellers har ved hånden.


Domaine d’Astros 2014

Pris: 69,95 kr. (normalpris 99,95 kr.)
Druer: Cabernet Sauvignon, Carignan, Ugni Blanc
Område: Vin de Pays de Maures, Frankrig
Forhandler: Theis Vine

Syrlig næse med rabarber, pære og et floralt pift. Lidt plumb mund med skarp syre. Savner lidt finesse, men smager af forår.




MIMI en Provence 2014

Pris: 79,95 kr. (normalpris 99,75 kr.)
Druer: Shiraz, Grenache Noir
Område: Coteax Varois en Provence, Frankrig
Forhandler: Skjold Burne

Sure ribs og Nørregadebolsjer i næsen. Harmonisk og venlig mund. Pleaser-rosé der kan drikkes alene eller ledsage lette retter, fx en kyllingesalat.




Pierre Amadieu Roulepierre 2015

Pris: 79,95 kr. v. 6(normalpris 89,95 kr.)
Druer: Cinsault, Shiraz, Grenache
Område: Côtes du Rhône, Frankrig
Forhandler: Erik Sørensen Vin

Dufter af latex og syrlige røde æbler. Kraftig mund med god fylde og struktur og et blidt tannisk bid. Seriøs rosé med madpotentiale, fx hønsefugl med olkiven og løg. Fin.




Rosé de Diel 2014

Pris: 119 kr.
Druer: Spätburgunder
Område: Nahe, Tyskland
Forhandler: www.atomwine.dk

Nydeligt parfumeret og sart næse af knuste hindbær, lime og lilje. Munden klædeligt svagt perlende, cremet og med mundrensende syre. Smuk vin. Kom an forår!




Domaine de Villemajou 2014

Pris: 140 kr.
Druer: Grenache Noir, Shiraz
Område: Corbières, Frankrig
Forhandler: HJH/Vinspecialisten

Krydret næse af sommerbær, Piratos og et strejf af cassia-bark. Tæt og muskuløs rosé, men harmonisk og vellavet. Prøv til ratatouille.




Au petit bonheur les Pallières 2014

Pris: 119,95 kr. (normalpris 169,95 kr.)
Druer: Grenache, cinsault, clairette
Område: Gigondas, Frankrig
Forhandler: Theis Vine

Herlig urtekrydret og lidt røget næse. Godt struktureret mund. Tung, men saftig. Velsmagende, behagesyg og alsidig vin.




Domaine du Gros’Nore 2014

Pris: 146 kr.
Druer: Mourvedre, cinsault, grenache
Område: Bandol, Frankrig
Forhandler: www.jyskvin.dk

Staldagtige noter fra mourvedre, tilsat jordbær og lidt vegetale noter. Lovende. Ribsagtig syre i den cremede og spændstige mund. Virkelig flot vin. Til lammebryst med grillet forårsgrønt.




Chateau de Pibarnon 2014

Pris: 159,95 kr.
Druer: Mourvedre, cinsault
Område: Bandol, Frankrig

Lidt gummitoner i en ellers dejlig krydret og urtet næse. Rustik og kraftig mund med fremtrædende alkohol. Dekantér, køl ned til 10-12 grader og drik til simreretter eller fugl og gris fra grill.

Leveret af Jyllands-Posten

Jeg søger
Hvor

Vinproducenter

Vinproducenter
Læs om en række vinproducenter og se et udvalg af deres vine. Se Vinproducenter

Annonce

Annonce