Forsvar for pinot gris

Catherine Faller er en dame med en ret stor mængde meninger. Hun rejser også med dem. For nylig var hun i København for at præsentere dem, meningerne, sammen med en række vine, og man fornærmer næppe nogen (jo, muligvis, men det får være) ved at sige, at det er vinene, der gør, at man lytter til meningerne.

Hvad det sidste angår, har hun besluttet sig for, at vine på gewürztraminer, den bekendte alsaciske, stærkt parfumerede drue, går rigtig godt med sildemadder. Sild går som bekendt også rigtig godt med øl og snaps, og når man nu har sat et vinderhold, hvorfor så skabe forstyrrelser? Var vi nogle, der mente, men hun blev ved, insisterede som en cykelrytter i udbrud og på doping, så til sidst lovede jeg at nævne det i avisen. Det være hermed gjort.

Hvad Catherine Faller, medejer af det fremragende Domaine Weinbach, imidlertid har ret i, er noget andet, hun sagde, nemlig at pinot gris ofte er en overset og ubegrundet ringeagtet drue.

Overset, fordi vinene på pinot gris virkelig kan være fremragende madvine. Selv en røget makrel kan en pinot gris med sin let fede og dog (i de bedste) syrefaste karakter, sine røgede toner og sin sødmefulde eftersmag være en god ledsager til. Makrel og en masse andet, prøv selv.

Stor spændvidde

Olivier Humbrecht fra navnkundige Zind-Humbrecht er delvist enig. Jeg talte med ham om det for nogle år siden i København.

»På den ene side er den overvurderet, for der findes virkelig mange sløje vine på pinot gris. Vine, som får mig til at foretrække en simpel pinot d’Alsace (blandingsvinen på Pinot Blanc på Pinot Auxerrois, red.). Men når pinot gris er stort, så er det virkelig stort – og stærkt undervurderet.«

De to, Humbrecht og Faller, ligger tæt side om side, når det gælder positionen som den førende pinot gris-producent. Der er andre, der kan med pinot gris. Boxler og Marc Tempé for at nævne nogle, og de sent høstede udgaver af druen hører med til billedet her, ikke mindst i selskab med diverse oste eller til asiatisk mad. I de mange små hjem, hvor der ofte er gang i kokosmælken og den røde karry, vil en pinot gris være et flot match, et møde mellem to civilisationer.

Skal det være en nyhed?

Tja. Alle danskere kender Alsace og vinene derfra. Eller tror, de kender dem. I skrivende stund er mange på vej derned eller på vej hjem dernedefra med stationcaren fyldt med flasker, for der er jo vin nok i Alsace.

Oldgammelt distrikt

Den 90 kilometer lange vinrute strækker sig, groft sagt, fra Strasbourg i nord til Mulhouse i syd. Den følger næsten slavisk Rhinen, der løber omkring 20 kilometer østpå mod Tyskland, mens bjergkæden Vogeserne ligger parallelt mod vest og beskytter mod vinden. Og mod regnen – nedbørsmængderne hører til de laveste nogetsteds i Frankrig.

Historien om vin i Alsace kan føres helt tilbage til omkring 100-tallet. Romerne fandt tid til at dyrke vin i pauserne mellem de mange krige mod de germanske stammer, der også hærgede området. Navnet Alsace findes første gang i optegnelser fra 610, og allerede dengang havde vinene et vist ry. Omkring år 1000 blev Alsace en del af det tyske rige, om end i realiteten styret af lokale fyrster. Området blev annekteret af Frankrig i 1600, men i 1871 krævede det tyske kejserrige at få området tilbage.

Tyskerne brugte markerne til produktion af billig blandingsvin, og den mere alkoholtunge Alsace-vin var god til at spæde de tyske vine op. Siden kom og gik de tyske tropper, senest naturligvis under Anden Verdenskrig, det er et krigshærget landskab, hvor korsene står tæt og vidner om en blodig historie, gennem hvilken Alsace har spillet den uheldige rolle som det sønderslidte stykke legetøj, to store brutale børn begge kræver eneret på. Vi skal faktisk helt frem til 1970’erne, før der kom gang i genplantningen af de bedste skråninger i Alsace.

Vin i verdensklasse

Nu går det godt. Ikke mindst for de biodynamiske producenter; metoden er meget udbredt her.

Kvaliteten er høj. Vi lægger ikke rigtig mærke til det, for mens der er rigeligt salg i de billigste vine fra området i kategorien tre for en hund og en rejemad med i købet til de første heldige købere, så er færre klar over, at der i Alsace produceres vin i absolut verdensklasse. Og at det sælges til priser, der sammenlignet med Bordeaux og Bourgogne er decideret rørende.

Der laves megen kedelig vin i Alsace, der – som så mange andre vinområder – primært er overladt til store kooperativer og købmænd, der samler druer fra de mange små dyrkere, der ejer for lidt jord til selv at kunne eller ville lave vin af druerne. Det er typisk vine fra disse store selskaber, der når danske supermarkedshylder, og kvaliteten kan godt være i orden, om end vinene oftest er anonyme og lidt upersonligt glatte i karakter, simpelthen fordi man går efter en bred smag og ikke vil støde an. Og så fordi der skal rigtig mange flasker gennem systemet.

Men der laves altså også god vin, hvad man engang imellem godt kan minde om. I al stilfærdighed. Og helt uden sildemadder.