Resultatet bliver en drik, der mere er egejuice end vin. Man har kort og godt overdoseret og dermed kvalt vinen og udslettet alle andre smagsnuancer end egens. Men hvor meget eg skal man da bruge? Det er især frugtens intensitet, der afgør, hvor meget egetræ en vin kan overleve. Det grænser til kunsthåndværk at dosere egekrydderiet korrekt, så vin og egetræ går op i en højere enhed, og samspillet fremhæver det bedste i vinen på dens præmisser. Det er storslået, når det lykkes.
Mere frugt end tidligereDet spanske Rioja-distrikt har altid brugt egetræet som en vigtig smagskomponent. Ældre Riojaer kan være et studie i superelegante egearomaer med en delikat vanilje, der ikke lader de bedste Cognac’er noget efter i kompleksitet. Men Riojas akilleshæl var gennem mange år alt for lidt frugt, og i dag evner spanierne at lave langt frugtigere vine. Vine med så rig en frugt, at egetræet er henvist til at spille andenviolin.
Denne uges vintest anbefaler en supermodernistisk Rioja, nemlig Paco Garcia Seis 2010. Seis viser, hvor langt distriktet kan nå med at udvikle en intens, men kultiveret frugtighed, der vil appellere til et langt bredere og mere internationalt publikum.
Heldigvis er egen der stadig og ligger som en glimrende distriktstypisk andenstemme nedenunder den charmerende frugt og lover gode udviklingsmuligheder.
PACO GARCIA SEIS 2010
Fakta: DOC Rioja, Spanien
Pris: 69 kr. og seks flasker for 354 kr.
Forhandler: The Wine Company /
www.thewinecompany.dkVarm, præcis og delikat mørk kirsebærduft suppleret af friskt og godt egetræ med ristet helhedspræg og god aromarigdom. Udmærket struktur, god saftighed og fint med personlighed. Dejlig mundfylde og god harmoni.
VITIANO 2010, FELESCO
Fakta: IGT Umbria, Italien
Pris: 84,45 kr. - i uge 34, tre flasker for 149 kr.
Forhandler: SuperBest
Afrundet, udviklet frugt med varme, velmodne druer og pæne vaniljetoner. God mundfyldende, frisk og ungdommelig frugt med kultiveret sødme, tilpas tæthed, ok tanninstruktur og pæn balance. Forholdsvis enkel, men absolut i orden.
NERO D'AVOLA, 2011
Fakta: IGT Sicilia, Italien - 1,5 liter magnumflaske
Pris: 49 kr. på tilbud i uge 34 - normalpris 59,95 kr.
Forhandler: LIDL
Ung mørk bærfrugt med god spændstighed, kraftigt krydderi og pæn renhed i næsten oversøisk stil. Glat frugtbaseret vin med tilpas struktur og udmærket fylde. Sympatisk, frisk og vellavet. Masser af vin for små penge.
SAVANHA NALEDI MERLOT 2009, SPIER
Fakta: Sydafrika, 15 pct.
Pris: 89 kr. på tilbud i uge 34 - normalpris 115 kr.
Forhandler: Kvickly
Varm, saftig, sort solbærfrugt med sødme og modenhed og pænt integreret egetræ. Lidt enkel, men sympatisk. Frisk, sund, ren og umiddelbar mundfrugt med kraftigt krydderi med ristede toner. Styrke til selv kraftige stegeretter.
CATENA ZAPATA MALBEC 2010 
Fakta: Mendoza, Argentina
Pris: 99,95 kr. på tilbud i uge 34
Forhandler: Philipson Wine /
www.philipsonwine.dkKultiveret solvarm solbærfrugt med klassisk Bordeauxkrydderi og nydeligt doseret egetræ. God elegance og pæn harmoni. Saftig, solid og velbygget mundfrugt med intense, men bløde tanniner og udmærket aromarigdom.